Warfare Records

attrap blev dannet i efteråret 2004 under en novemberlængsel. Oprindeligt som et soloprojekt af Jonas Petersen, men hen over efteråret 2005 udviklede attrap sig til en kvartet. attrap er resultatet af fire menneskers bestræbelser på at gøre en grim verden til et skønnere sted. attrap spiller indie-pop, med seriøsitet og melankoli, men samtidig med en spraglet og underfundig livsglæde. Musikken pendler mellem skrøbelige, naivistiske passager og brutalt skramlende, kaotiske støjhav. Fra det stille tindrende til det stormende hav slænger sig en melodiøs popsensibilitet som en silketynd og flosset rød snor. En evig dualisme afspejlet i musik og tekst, en famlende søgen efter en sandhed i en stadigt mere fragmenteret, relativ tilværelse.

Attrap har den noget utraditionelle instrumentering – klaver, bas, guitar og klarinet. Ingen trommer. Om det skrev Gaffa efter en koncert:

“Attrap er en kvartet bestående af en klaverspillende sanger samt guitar, bas og klarinet, men ingen trommer. Og den manglende rytmiske bagstopper gav et meget ukropsligt, sfærisk, drømmende lydbillede med en ditto, længselsfuld vokal i front, ikke ulig Sigur Rós, Radiohead og Jeff Buckley. Til tider rejste Attrap dog børster og lod ikke mindst klarinetten snerre, og det gav en behagelig afveksling i det ellers smukke lydunivers (...) De skal blive spændende at følge. ”

Attrap rammer en nordisk nerve i musikken, som er en hybrid mellem euforisk pop, støjende folk og traditionel nordisk indie. Inspirationen hentes bl.a fra neo-hippien Devendra Banhart, melankolikerne i Low og skovbesyngende Under Byen. Teksterne har, trods en umiddelbar gennemskuelighed, en tyngde og en kraft, der kunne vække paralleller til en blå-øjet Bob Dylan. Men alle disse forsøg på at klassificere attraps uhåndgribelige univers kommer til kort overfor selve oplevelsen af musikken – hvad enten det er på plade eller live, insisterer Attrap på at skabe en forbindelse mellem lytteren og musikken og derfra en forbindelse til det rum, hvor lytteren bliver uigenkaldeligt sig selv.

Attrap udgav d. 9. juni deres debut-EP “House of Dreams” på Warfare Records. Første single fra EP’en (sangen ”1234”) fik en flot modtagelse på P3, hvor sangen er blevet spillet flittigt. Lytterne stemte ligeledes sangen direkte ind på en 3.-plads på Det Elektriske Barometer og har siden ligget i tung rotation på DR’s kanaler. EP’en har fået pæne ord fra anmeldere både herhjemme, såvel som i USA og flere europæiske lande.

Attrap er:
Gertrud Hjelm Kongshøj – Klarinet og 2.vocal
Troels D. Holm – Bas
Johan Ask Nielsen- guitar & glockenspiel
Jonas Petersen – Klaver, ak.guitar & vocal.

Baggrunden for den århusianske duo findes helt tilbage i 90’ernes danske rockscene. De to medlemmer Morten Ehlers og Jonas Thejsen spillede på det tidspunkt sammen i rockbandet The Dawn. Bandet nød stor succes, især med single ”Superman” der modtog massiv radio-airplay. Der er nu gået det meste af 10 år, siden The Dawn havde sin storhedsperiode, men Ehlers og Thejsen har langt fra lagt musikken på hylden. De har siden dengang spillet i en masse forskellige konstellationer. Morten Ehlers havde allerede i start-90’erne succes med det århusianske rockband Impotators, og han er desuden bassist i det københavnsk/århusianske band Mofus.

Men i al hemmelighed har de arbejdet på deres fælles projekt og hjertebarn, Ehlers/Thejsen. Jonas Thejsen havde aldrig sunget offentligt før, og Morten Ehlers, der egentlig er bassist, spillede nu guitar i duoen. De forblev en hemmelighed indtil debut-koncerten på Spot 08, det krævede tid at finde ind til kernen og ramme det rigtige udtryk. Musikken og stemningen er soulfolk der oser af varme, modenhed og overskud. Bandets fokus er på den gode melodi, den indholdsrige tekst og det gennemførte udtryk. Ambitionen med Ehlers/Thejsen er at spille musik, der ikke tager hensyn til skiftende trends og egoer.

I november 2006 udgiver Ehlers/Thejsen deres selvbetitlede debut-album på det århusianske selskab Warfare Records. Pladen er blevet til ved godt gammeldags håndværk, alle numre er indspillet live indtil det rigtige take var i hus. Som indspilningsproducer har bandet fundet hjælp hos Anders Pedersen (guitarist i Howe Gelb’s Giant Sand), men den egentlige produktion har bandet selv stået for. Duoen har igennem årene skrevet et væld af sange, hvoraf 10 af disse er udvalgt til at komme med på debut-pladen. Af disse bliver første single den melodiske ”Art of Loneliness”.

På pladen, så vel som til koncerter, består det rutinerede bandet af Bassist Thøger Lund (Howe Gelb’s Giant Sand), Marie Højlund (Tiger Tunes, Marybell Katastrophy) og Julian Falch (Mofus).

Ehlers/Thejsen er:
Morten Ehlers: guitar
Jonas Thejsen: vokal

DEBUTALBUM FRA ISLANDS NYE DARLINGS

Historien om Munich – og deres nyligt vundne succes – indeholder en bemærkelsesværdi række af tilfældighed, sammentræf og hårdt arbejde. Det hele sammen munder ud i en af dansk musiks største eksportsucceser netop nu.

Gruppen har eksisteret i en lang række år og har længe været en lokal publikumsfavorit på hjemmebanen i Århus. For den brede offentlighed har Munich dog været et forholdsvis uskrevet blad, indtil arbejdet med debutalbummet ”Those Who Dare” endelig gik i gang. Først single ”The Young Ones” blev playlistet højt af P3 og gruppen lå længe i rotation på DR’s kanaler. Den øgede airplay kastede et par spændende livejobs af sig, men siden da har Munich holdt tingene på lavt blus og i stedet forberedt sig til en omfattende tour, der i slutning af 2008 vil ramme de fleste større, danske byer. Men ved et tilfældigt møde blev forberedelserne forstyrret.

Under sidste års Spot-festival i Århus var Munich godt nok ikke på programmet, men mødte alligevel op for at præsentere deres musik for de fremmødte pressefolk. En henkastet samtale med en islandsk radiovært betød udveksling af kontaktinformation – og han fik stukket en single i hånden. Han tog den med hjem og lod den ligge, for en dag at sætte nummeret på. Øjeblikkeligt var han solgt, da nummeret ”The Young Ones” tonede ud af højttalerne. Senere valgte han at spille nummeret i sit program på Islands største rock-radiokanal – og det gav lytterstorm. Inden længe lå sangen nr. 1 på den islandske hitliste – foran amerikanske verdensstjerner. Og den blev der i 7 uger i træk. Uden af stand til rigtig at forstå, hvad der foregik på klippeøen, sendte Munich endnu et nummer afsted til radiokanalen – og lige som sidst gik sangen nummer et på hitlisten.

Efter den megen radioomtale, blev bandet inviteret til Island af radiostationen, der lovede at sammensætte en rigtig tour til bandet på øen. Uden at vide, hvor stor omtalen af bandet var, ankom de forventningsfulde til Reykjavik. Overraskelsen var stor, da selv Islands største spillesteder (med plads til 400–500 mennesker) måtte melde alt udsolgt og usædvanligt mange forespørgsler på eventuelt overskydende billetter. På de forreste rækker stod teenage-piger og skreg med på sangteksterne, souvenirboden blev halvvejs væltet over ende af fans og bandets medlemmer blev gentagende gange genkendt på gaden – endda da de stod nøgne under bruseren i omklædningsrummet efter en tur i de varme kilder. I løbet af turneen optrådte Munich for 1200 mennesker, fordelt på 4 koncerter.

Tilbage i Danmark – og tingene vender tilbage til normalt. Slut med at blive genkendt på gaden – og bandet er i virkeligheden godt tilfredse med at kunne leve et uforstyrret liv som undergrundsband. Indtil telefonen ringer og minderne fra Island vender tilbage. I den anden ende er repræsentanter for det verdenkendte pladeselskab Smekklaysa (og kendt som Bad Taste Records), der blandt andre udgiver Björk og Sigur Ros. Og selskabet er delvist eget af selv samme Björk, et af bandets store idoler. Selskabet var meget interesserede i et samarbejde – i første omgang betyder det, at Munichs debutplade udkommer på Island igennem det anerkendte label. En noget anden type forretning end deres danske selskab, det lille århusianske selskab Warfare Records.

Efter stjernestatus på Island – og undergrundstilværelse i Danmark – udgab Munich sit debutalbum i Danmark den 14. juni 2008.

1. Kitchendoors
2. The Young Ones
3. Eyes of Glass
4. Summer Breeze
5. Sea Ports
6. Juliet Said We Were Soldiers
7. Livingroom Radiation
8. The Dam
9. The Disappearance in the Back of His Skull
10. Two Seconds
11. Vapour Trails

The nu hedengangne band blev det første til at skrive kontrakt med det nystartede århusianske pladeselskab, Warfare Records. Her udgav de EP’en “You Have Got Four Buttons on Your Jacket, I Only Have Three” den 9. juni 2006. Efter to succesfulde og anmelderroste demo-udgivelser, er The Stores endelig parat med deres første professionelle udgivelse.

Trioen The Stores leverer et cool og velklædt rock`n`roll-show sprængspækket med skrig, spyt, sved og smøger. De tre ambitiøse surf-rockere er efter blot 2 år blevet et vellidt fænomen i den jyske undergrund. Sideløbende er det også blevet til airplay på et par hjemlige studenterradioer samt i The Ben & Heather Show, som dækker det meste af USA.

I December 2004 indspillede The Stores den selvbetitlede EP, som i løbet af 2005 inbragte 5-M`er og titlen som ugens band hos Mymusic.dk, “Track of the day” og “Track of the Week” på Garageband.com og strøg ind som nummer 3 på “KIAC Big 50” hos independentartistcompany.com. Siden har The Stores indspillet EP’en “You Have Got Four Buttons on Your Jacket, I Only Have Three”. Denne var grundlag for at The Stores blev nummer 2 i MyMusic’s store OpTour-konkurrence.

The Stores lader sig inspirere af stemninger fra 60`ernes rocktradition og 70`erne og 80`ernes punkscene. Dette blander de med stor dygtighed med deres egen fortolkning af rock’n’roll og surf til en lyd, der ikke er hørt fra andres hånd siden. Det minder mest af alt om Bob Hunds galskab, Yeah Yeah Yeahs` støj, The Hollywoods` skrig og The Libertines` dovenskab. Altså – et forrygende rock’n’roll-liveshow!

Alt i alt overrasker og henrykker The Stores med sublime kompositioner og sans for detaljen. The Stores skiftevis fascinerer og kræver opmærksomhed, når de indtager scenen med deres på en gang hektiske og charmerene udtryk.

The Stores er:
Andreas Normann: Vokal & guitar
Jesper Vesterager: Trommer
Pierre Schäffer: Bas