Rock

Det var med erklæret stolthed at Phisteria udgav denne første officielle udgivelse med det iranske world-punk band 127. Med udgangspunkt i hovedstaden Teheran blev 5-mandsbandet grundlagt omkring årtusindeskiftet og blev hurtigt en del af den Iranske progressive kulturelle forandring. 127 har stærke rødder i traditionel iransk musik blandet med folk, rock, jazz, alternativ og eksperimenterende musik – og fik ord med på vejen såsom “storslået, smukt, patetisk, følsomt” (Geiger) og “worldpunk – leveret med nerve og intensitet” (The Guardian).

3EME SEXE har signet publishing aftale med det tyske selskab ALLSCORE der bla. er kendt for kunstnere som ENNIO MORRICONE,  PETER THOMAS, SAM SPENCE,  REWORK m.fl.

ALLSCORE & 3EME SEXE glæder sig til at præsentere det kommende album “Je t’aime si vous voulez” der inkluderer de 2 singletracks “Fire in your eyes” & “Je t’aime si vous voulez” placeret på ZENTROPAs tv-serie BLEKINGEGADE 2009/2010. Albummet er produceret af JUSTIN SCHOENING, indspillet og mixet i 2009 – 2010 af JUSTIN i hans lo-fi retro studie YELLOW SOUND STEREO.
Albummet er executivt produceret af CHRISTINA PALMEGAARD og masteret af 3EME SEXE & THOMAS BON DE GAARD i FUNKWERK Studie.

3EME SEXE sætter nye lydspor til elektro-poppen. Med inspiration fra 60’er pigtråd, flirtende 70’er pop, Yé-Yé, Fransk Chanson, skaber 3EME SEXE et personligt og anarkistisk univers. 3EME SEXE blander elektroniske beats og lydeffekter med analog synth og antik rytmebox (absolut kun håndspillet originalt vintage-udstyr), sprød rock ‘n’ roll guitar, og fransk / tysk / engelsk stewardesse vokal.
Bag 3EME SEXE står musiker, komponist og producer JUSTIN SCHOENING bla. kendt fra tidligere projekter som BEAT ME UP BABY,  LES TRISTES, etc samt fra diverse elektroniske club-acts: GEEZA, DEFF JAGUAR, BEN HORN, DJUMA SOUND SYSTEM etc og  sit samarbejde med MUSIC FOR DREAMS.
Med sig har han CHRISTELLE PARIS (vokal/recitation) og  LOLA RENAULT (guitar).

Århusianske ACID PLUTONIUM!s selvbetitlede debutplade er inspireret af en lyst til at bryde ud af gængse kompositionsrammer og ind i et skævt musikalsk univers, hvor alt kan ske. Dette univers er kendetegnet ved komplekse strukturer, skizofreni, corny brudstykker fra glemte tider, og spænder over et utal af genrer. Sommetider er lydbilledet vildt og støjende, og andre gange blidt og smukt. Musikken kan både være langsom og hypnotiserende, men kan også opleves som en musikalsk rutsjebanetur, hvor du knapt kan nå at orientere dig i ét lydunivers, før du allerede er videre til det næste. ACID PLUTONIUM! tager arven fra Frank Zappa, Mr. Bungle og John Zorn’s Naked City op, og fører den videre på deres helt egen originale måde.

www.myspace.com/acidplutonium

To ordbøger hamres sammen, lyden vibrerer igennem mikrofonen til computeren og bliver elektronisk masseret til stortromme over højtalerne.
Musikkollektivet Alcoholic Faith Mission – mismodets praktikanter – har trukket en musikalsk spændetrøje over hovedet til indspilningen af deres andet album; dogmet lyder, at de kun må bruge de remedier, der er i rummet, som instrumenter.
Efter en anmelderrost første plade (Misery Loves Company, 2006) optaget i et soveværelse i København – altid om natten, i skæret fra stearinlys og under indtagelse af alkohol – drog Alcoholic Faith Mission i 2008 til Brooklyn. Her burede de sig i et halvt år inde på et ombygget fabriksloft for at optage deres anden plade 421 Wythe Avenue – adressen på fabriksloftet – med kvarteret gadestøj som ramme.
Da musikkollektivet rejste til Brooklyn, vendte de tilbage til det kvarter, hvor bandets historie opstod. To år tidligere havde bandet vandret rundt i Brooklyns rå, vintergrå gader og talt om magt og afmagt, beruselse og alkoholisme, om nære familiemedlemmers våde deroute, da de pludselig så et stort neon-kors foran en menighed med navnet Apostolic Faith Mission.
Netop sådan var sprutten for alkoholikeren, en tro mission for at holde en tom tilværelse ud; en
Alcoholic Faith Mission. Det blev et halvt år efter til den underspillede debut Misery Loves Company, hvis lyd er blevet sammenlignet med José Gonzalez og Iron & Wine.
Den aktuelle plade har med Brooklyn-opholdet givet Alcoholic Faith Mission et mere støjende elektronisk islæt inspireret af Brooklyn – og især den alternative canadiske rockscene i Toronto, herunder Broken Social Scene.

Mindre end et år efter udgivelsen af det anmelderroste album 421 Wythe Avenue er indiekollektivet Alcoholic Faith Mission klar med deres 3. album; Let This Be The Last Night We Care.

2009 blev året, hvor Alcoholic Faith Mission fik hul igennem. Fra at være totalt ukendte før udgivelsen af 421 Wythe Avenue i april ’09, kunne gruppen bare ni måneder senere ved årets afslutning se tilbage på tre
succesfulde ture i Europe og spritnye pladekontrakter i Japan og USA.
Udover at få fire numre på soundtracket til en canadisk film, havde knap 10.000 bloggere og musikjournalister fra hele verdenen taget bandet og pladen til deres hjerter – og de fine anmeldelser sendte 421 Wythe Avenue på mange Års Bedste-lister rundt omkring på kloden.
Let This Be The Last Night We Care fortsætter lydmæssigt, hvor 421 Wythe Avenue slap; stadig med intensitet og dynamik, som både er blevet sammenlignet med bands som Arcade Fire og Broken Social Scene, men
også med mere bløde acts som Bon Iver, Tunng og Iron & Wine.
Alcoholic Faith Mission er en maskine af elektroniske synths og samples blandet med analoge og akustiske instrumenter som horn, guitar, perkussion, bas, trommer og store vokalarrangementer.

2009 var et fantastisk år for Alcoholic Faith Mission, og det bliver spændende at se hvordan 2010 vil forløbe.
Let This Be The Last Night We Care udkommer 5. marts, og foruden to ture i Europa kommer bandet senere på året til både Japan og USA.

Mindre end et år efter udgivelsen af det anmelderroste album 421 Wythe Avenue er indiekollektivet Alcoholic Faith Mission klar med deres 3. album; Let This Be The Last Night We Care.

2009 blev året, hvor Alcoholic Faith Mission fik hul igennem. Fra at være totalt ukendte før udgivelsen af 421 Wythe Avenue i april ’09, kunne gruppen bare ni måneder senere ved årets afslutning se tilbage på tre
succesfulde ture i Europe og spritnye pladekontrakter i Japan og USA.
Udover at få fire numre på soundtracket til en canadisk film, havde knap 10.000 bloggere og musikjournalister fra hele verdenen taget bandet og pladen til deres hjerter – og de fine anmeldelser sendte 421 Wythe Avenue på mange Års Bedste-lister rundt omkring på kloden.
Let This Be The Last Night We Care fortsætter lydmæssigt, hvor 421 Wythe Avenue slap; stadig med intensitet og dynamik, som både er blevet sammenlignet med bands som Arcade Fire og Broken Social Scene, men
også med mere bløde acts som Bon Iver, Tunng og Iron & Wine.
Alcoholic Faith Mission er en maskine af elektroniske synths og samples blandet med analoge og akustiske instrumenter som horn, guitar, perkussion, bas, trommer og store vokalarrangementer.

2009 var et fantastisk år for Alcoholic Faith Mission, og det bliver spændende at se hvordan 2010 vil forløbe.
Let This Be The Last Night We Care udkommer 5. marts, og foruden to ture i Europa kommer bandet senere på året til både Japan og USA.

All Products Made Nice er en århusiansk/amerikansk trio, der spiller en kombination af særprægede instrumenter som irsk bouzuki, bratsch og banjo blandet med uforfalsket rockguitar, trommer og bas. Læg dertil lidt trompet og synth i mærkelige taktarter.

APMN består af:
Asger Christensen (irsk bouzouki, guitar, synth, kor m.m.)
Henrik Rivera Hansen (vokal, guitar, synth m.m.)
Iris Marie Jakobsen (vokal, guitar, rhodes, piano m.m.)
Kim Vestergaard (Trommer)

Til koncerter er bandet udvidet med bassist og keyboard.

All Products Made Nice er en vekselvirkning mellem forskellige genrer, særprægede arrangementer og den rene uforfalskede, iørefaldende melodi. Udtrykket er poppet og samtidig fyldt med underfundigheder og kant. Musikkens umiddelbarhed ved første gennemlytning skjuler de mange ekstra melodilag og skæve taktarter, som i høj grad definerer bandets stil.

All Products Made Nice udgiver den 15.Januar 2010 EP’en “Aerobics And Despair” på vinyl og digital download hos det københavnske pladeselskab Pad & Pen Records.

Det københavnske band, Anchorless, er nyt, men medlemmerne er så absolut ikke ukendte på den alternative danske musikscene. Anchorless tæller medlemmer fra The Fashion, Lack, The River Phoenix, Rising, Gravy, Trust og Little Jimmy Reeves.

Sekstetens  musikalske retning er simple guitarbårne sangstrukturer med erklæret fokus på umiddelbarhed og stærke, men særegne melodier. Stilmæssigt bliver der lånt fra rock, pop og indie og sågar en lille snert af punk.

Bandets selvbetitlede debut-EP udkommer den 30 maj på 12” vinyl og derudover vil Ep’en blive tilbudt som gratis download fra bandets MySpace side og fra www.PonyRec.com.

Anchorless er:
Jacob Ankjær Johansen (Lack, The Fashion)
Jakob Reichert Nielsen (Lack)
Nikolaj Wichmann (The River Phoenix)
Henrik W. Hald (Trust, Rising)
Daniel Kruse (Gravy)
Jan “Damage” Petersen (Gravy, Little Jimmy Reeves)

On one of the busiest streets in Copenhagen, there is a shop. Through the open door, one can
see a couple of old men sitting at a table, smoking cigarettes, and listening to old records.
They mostly sell old bicycles they fix and tidy up, but they will also repair your old watch (if
it’s mechanical). On the wall, they’ve got paper clippings about frauds revealed and exposed,
pale lithographs, strange astrology diagrams, and an assortment of calendars. When there’s
not enough light from the window, the room is lit by a single lamp on the table. It is darkened
by cigarettes and dust. Through a small hole in the wall, one can see the workshop out back.

Antifilm is the alias of Thomas Bred, a 35 year old Danish musician living in Copenhagen. For
a while, he used to play a piano his neighbour allowed him to use provided he stored it in his
apartment. Nowadays, his studio is full of guitars and pedals, and his songs have a different
texture, but one can still hear that piano on some of the tracks.

Thomas has been making music for over a decade. Some of his tracks were burned onto
homemade cd-rs for sale at the local record shop or passed on to friends, wrapped in
handcrafted paper sleeves. One of these tracks found its way to Danish public radio and ended
up on their indie chart, “Det elektriske barometer”, where it stayed for eight weeks. Now,
Statler & Waldorf are proud to present Antifilm to an international audience by releasing his
debut album “IO”, which includes the summer hit “Here Comes The Son”.

Artist Biography
Released two albums “IO” and “Under” on CDr with handmade cover art in 2005 and 1999
respectively. “Here Comes the Son” was in top 10 on the Danish indie chart, for the maximum allowed 8
weeks, in 2008.

Reviews:
6/6 – Undertoner, Denmark

Track listing:
01 What’s With All The Stars
02 Drainage
03 Heavy Petting
04 Mado
05 Faster
06 Rondo
07 Ovenfra
08 Fumarie
09 I0
10 When The World Is A Better Place
11 Here Comes The Son

On one of the busiest streets in Copenhagen, there is a shop. Through the open door, one can
see a couple of old men sitting at a table, smoking cigarettes, and listening to old records.
They mostly sell old bicycles they fix and tidy up, but they will also repair your old watch (if
it’s mechanical).

On the wall, they’ve got paper clippings about frauds revealed and exposed,
pale lithographs, strange astrology diagrams, and an assortment of calendars. When there’s
not enough light from the window, the room is lit by a single lamp on the table. It is darkened
by cigarettes and dust. Through a small hole in the wall, one can see the workshop out back.
Antifilm is the alias of Thomas Bred, a 35 year old Danish musician living in Copenhagen. For
a while, he used to play a piano his neighbour allowed him to use provided he stored it in his
apartment. Nowadays, his studio is full of guitars and pedals, and his songs have a different
texture, but one can still hear that piano on some of the tracks.

Thomas has been making music for over a decade. Some of his tracks were burned onto
homemade cd-rs for sale at the local record shop or passed on to friends, wrapped in
handcrafted paper sleeves. One of these tracks found its way to Danish public radio and ended
up on their indie chart, “Det elektriske barometer”, where it stayed for eight weeks. Now,
Statler & Waldorf are proud to present Antifilm to an international audience by releasing his
debut album “IO”, which includes the summer hit “Here Comes The Son”.

Psykedelisk gyserfolk med danske tekster om ensomhed, underkastelse og døden. “Djævlebarn” handler om en kvinde der giver sit barn væk for at slippe for sit eget uundgålige endeligt. “Edderkoppering” er en 60’er inspireret folkrocker fuld af dystre lydeffekter, fuzzguitarer og en svævende atmosfærisk slutning der kalder flokken tilbage. “Ud på landet” En melankolsk melodi der spænder fra eksperimenterende forstyrrelser over country til tranceagtigte lyde i et klaustrofobisk rum fuld af stemmer. “Er det her” og “Djævlens Horn” er bluesinspireret downerfolk der sammen med de 2 instrumentalnumre “Nattens stjerner”, “Drømmedagsprofet” og åbningen “Den sorte ged” lægger bunden i en afvigende, ukommerciel og helt igennem hjemmelavet elektroakustisk messe. DJÆVLENS HORN er det tredie udspil fra Aron. Musikken er stadig fuld af underlige dystre sange, hallucinerende lydlandskaber og en udpræget manglen på stræben efter professionalitet frem for ægthed.

Hvad heksekedlen koger over med er sjælen fuld af. Fuzzguitar, akustisk guitar, Farfisaorgel og dommedagstrommer, en sanger der ligger ned og holder fast i gulvet for ikke fuldstændigt at forsvinde fra jordens overflade, mærkelige stemmer, dæmoniske fløjter og obskure lydeffekter gennemsyrer det skrøbelige og forstyrrede lydbillede. Fuldstændigt ude i hampen garageoptagelser. Indadvendt downer folk loner psych. Hjemsøgte sange og en spøgelsesagtig stemming som fra en B-film gyser fra det virkelige liv. Primitiv cover collage og A4 insert får det hele til at ligne en glemt privatpresnings LP, og understreger I endnu højere grad den syrede stemning. Dansk hjemmelavet Psykedelisk folk fra x-On trial og Spids Nøgenhat guitarist Morten Aron. Opfølger til enmandsbandets 1. lp “Blackbeacon” (Sort Hash 001) fra 1999. Men pas på! Hvis det koger for længe er det måske dig selv der koger mest. Hvad der blev sagt om Blackbeacon: “På alle måder langt ude” Thomas Treo, Ekstra bladet

4. LP fra det danske psykedeliske etmandsband Aron er som sædvanlig et studie i hjemmelavet musik, gennemsyret af sær sangskrivning og ditto udførelse Fuzzguitar og buldertrommer går hånd i hånd i et univers af avantgardistiske rytmer og spastisk klimpren.

Kærlighed, Monster, UFO, Dæmon, Hallucination, Udskud, Død, Rumvæsen, Hippie, Ud-af-kroppen oplevelse, Endeligt, Farvel, Dystre tanker, Mørk skov, Had.

De fleste sange er first-takes og skrevet under indspilningen, hvilket gør denne plade til en meget improviseret og ærlig optagelse.

Indspillet juli 2009 – december 2009 i HP-studiet.

attrap blev dannet i efteråret 2004 under en novemberlængsel. Oprindeligt som et soloprojekt af Jonas Petersen, men hen over efteråret 2005 udviklede attrap sig til en kvartet. attrap er resultatet af fire menneskers bestræbelser på at gøre en grim verden til et skønnere sted. attrap spiller indie-pop, med seriøsitet og melankoli, men samtidig med en spraglet og underfundig livsglæde. Musikken pendler mellem skrøbelige, naivistiske passager og brutalt skramlende, kaotiske støjhav. Fra det stille tindrende til det stormende hav slænger sig en melodiøs popsensibilitet som en silketynd og flosset rød snor. En evig dualisme afspejlet i musik og tekst, en famlende søgen efter en sandhed i en stadigt mere fragmenteret, relativ tilværelse.

Attrap har den noget utraditionelle instrumentering – klaver, bas, guitar og klarinet. Ingen trommer. Om det skrev Gaffa efter en koncert:

“Attrap er en kvartet bestående af en klaverspillende sanger samt guitar, bas og klarinet, men ingen trommer. Og den manglende rytmiske bagstopper gav et meget ukropsligt, sfærisk, drømmende lydbillede med en ditto, længselsfuld vokal i front, ikke ulig Sigur Rós, Radiohead og Jeff Buckley. Til tider rejste Attrap dog børster og lod ikke mindst klarinetten snerre, og det gav en behagelig afveksling i det ellers smukke lydunivers (...) De skal blive spændende at følge. ”

Attrap rammer en nordisk nerve i musikken, som er en hybrid mellem euforisk pop, støjende folk og traditionel nordisk indie. Inspirationen hentes bl.a fra neo-hippien Devendra Banhart, melankolikerne i Low og skovbesyngende Under Byen. Teksterne har, trods en umiddelbar gennemskuelighed, en tyngde og en kraft, der kunne vække paralleller til en blå-øjet Bob Dylan. Men alle disse forsøg på at klassificere attraps uhåndgribelige univers kommer til kort overfor selve oplevelsen af musikken – hvad enten det er på plade eller live, insisterer Attrap på at skabe en forbindelse mellem lytteren og musikken og derfra en forbindelse til det rum, hvor lytteren bliver uigenkaldeligt sig selv.

Attrap udgav d. 9. juni deres debut-EP “House of Dreams” på Warfare Records. Første single fra EP’en (sangen ”1234”) fik en flot modtagelse på P3, hvor sangen er blevet spillet flittigt. Lytterne stemte ligeledes sangen direkte ind på en 3.-plads på Det Elektriske Barometer og har siden ligget i tung rotation på DR’s kanaler. EP’en har fået pæne ord fra anmeldere både herhjemme, såvel som i USA og flere europæiske lande.

Attrap er:
Gertrud Hjelm Kongshøj – Klarinet og 2.vocal
Troels D. Holm – Bas
Johan Ask Nielsen- guitar & glockenspiel
Jonas Petersen – Klaver, ak.guitar & vocal.

Barra Head’s second full-length, ‘We Are Your Numbers’. The album contains ten tracks from this incredible trio, whose trademark sound and intelligent song-writing have given them a reputation as one of the most remarkable and unique acts in the business.

After the release of “We Are Your Numbers” in late 2004 Barra Head toured all over Europe with more than 60 shows in 13 different countries. One of the tours went to the Balkan area with planned shows in Serbia, Croatia, Macedonia and Bosnia. This tour turned out to be one of the most difficult, most weird, most disastrous and yet most eventful and interesting tours ever played by Barra Head. Not only were the band and the crew detained in no mans land at a borderline crossing for 24 hours, they also encountered lots of corrupt policemen, armed soldiers at shows, cancelled shows, fantastic shows, hard times, good times, beautiful landscapes and landscapes and towns destroyed by the war. During all these events in the post war zone in the Balkans Barra Head wrote two new songs, the melodic yet desperate rock song “Undermine” and the melancholy moody quiet song Gradiska. These are now being released as an exclusive 7” on Play/Rec.

Go Get Beat Up is Barra Head’s third album. They’ve found a more melodic and immediate form but have managed to maintain their distinct expression. The band has always been an exciting acquaintance, both musically and lyrically, and that has not changed on this record. Each track is served cool, dry and tight. They won’t bring you easy answers or simple slogans, but prefer to ask questions and describe the complex world they exist in.

Play/Rec 13 is the second split release by Play/Rec. A 12” split that features Barra Head and Menfolk – two amazing bands, their separate releases on the same piece of vinyl.

After three years of touring with the songs from the debut album, Barra Head is finally back with the release of 4 brand new trakcs. The four tracks by Barra Head on this 12” split were recorded at Black Tornado studios in Copenhagen in March 2004 by Simon Eriksen and Per C.S. Jensen. These four songs are in the vein of what we have come to know as Barra Heads unique style of music; energetic, complex, melodic, emotional and thoughtful. And utterly well played! Lyrically the EP focuses on fear of the unknown as both a political factor as well as an existential condition and the lyrics can be seen as a comment on the current political climate in Europe.

Are We Enemies is the first release by Menfolk since the explosive Double Date 7” back in 2001. The four songs presented by Menfolk on this split collaboration with fellow label mates Barra Head were recorded during 2002 and 2003 and were originally recorded as part of a full length release by the band. Shortly after the recordings the bass player Jacob Læby decided to leave the band and the recordings were put on a permanent hold. During 2004 people outside the band pushed for the release of these ´forgotten´ tracks which thankfully have led to this record. But this is by no means a trip down memory lane! Are We Enemies nicely captures the progress this unique four piece has made since their first release in 2001. Menfolk deliver four massive blows to the gut with their signature feeding guitars, ever changing rhythm patterns and pounding basses. Once again Menfolk produces an intense amount of noise that will leave the listener breathless.

Det neo-psykedeliske rock, noise-pop band Black Light White Light fra København/Malmø debuterer med EP’en, Directors Cut.
Directors Cut er indspillet i samarbejde med den svenske, prisvindende producer Johan Forsman (The Soundtrack Of Our Lives, Jens Lekman, Håkan Hellström bl.a.) i Svenska Grammofon Studion i Gøteborg, Sverige, som er et af Skandinaviens absolut bedste studier.

Bandet blev dannet som en trio i 2007 og hed dengang The Leo Johnson Experiment opkaldt efter en psykopat i David Lynch’s serie Twin Peaks. Efter udskiftning i bandet, og imens sidste hånd blev lagt på produktionen af Directors Cut sent i 2009 i København, skiftede bandet omkring stiftende bandleder Martin Ejlertsen navn til Black Light White Light med referencer til det modsætningsfyldte spænd mellem det sorte lys som et con amore for at lave mørk, fuzzy rock og det hvide lys for sangenes kontrasterende, lysende melodier.

Black Light White Light har allerede supportet beslægtede og internationalt hyldede alternative rockbands som blandt andre amerikanske Crystal Antlers (US) i Danmark og Sverige, The Soundtrack Of Our Lives (S) og danske The Blue Van.

Directors Cut er udkommet på Black Light White Light’s eget selskab, Record Records, på 7” hvidfarvet vinyl i et begrænset oplag. Den kan desuden købes som digital download worldwide i de største online butikker som iTunes, eMusic, Amazon m.fl.

http://www.blacklightwhitelight.com
http:///www.myspace.com/blackLightwhitelight
http://www.twitter.com/BlackLWhiteL

Kvartetten Blända, der har rødder i både Småland og Stockholm, debuterer med en helstøbt række sange, der først og fremmest er fast forankret i en solid sangskrivning af komponist, sanger og guitarist Magnus Josefsson.

På ’Minnesmissbruk’ har flere gæster fra bl.a. Dungen, Stella Rocket og The Amazing bidraget til indspilningen, men det er i de smålandske rødder, at Blända først og fremmest finder deres fællesskab og musikalske udtryk. Det er folk/pop med et strejf af psych og et melankolsk ekko fra tyste svenske landsbyer, leveret med masser af poesi og nærvær.

’Minnesmissbruk’, der er produceret af Magnus Josefsson og mixet af hovedsagligt Björn Olsson og Blända selv, har allerede modtaget mange flotte anmeldelser i hjemlandet, det røg direkte ind på førstepladsen hos SR Kalmar P4.

Kvartetten Blända, der har rødder i både Småland og Stockholm, debuterede på albummet ‘Minnesmissbruk’ med en helstøbt række sange, der først og fremmest er fast forankret i en solid sangskrivning af komponist, sanger og guitarist Magnus Josefsson.

Sangene på denne EP har sit udspring i albummet. Her medvirker flere gæster fra bl.a. Dungen, Stella Rocket og The Amazing bidraget til indspilningen, men det er i de smålandske rødder, at Blända først og fremmest finder deres fællesskab og musikalske udtryk. Det er folk/pop med et strejf af psych og et melankolsk ekko fra tyste svenske landsbyer, leveret med masser af poesi og nærvær. Sangene, der er produceret af Magnus Josefsson og mixet af hovedsagligt Björn Olsson og Blända selv, har allerede modtaget mange flotte anmeldelser i hjemlandet, og albummet røg direkte ind på førstepladsen hos SR Kalmar P4.

Det er sjældent at man fra første tone på en plade bliver draget ind i en så hudløst ærlig verden som Bobb Trimbles. Et univers for sig selv, et musikalsk liv på den anden side af definerede rammer for almindelig opførsel. Psykedelisk folk, real-people musik, religiøse visioner. Det er svært at sætte mærkat på Bobbs musik.

Life Beyond the Doghouse består af ikke tidligere udgivne studieoptagelser fra 1983 og 1986.

Side 1 er et møde med Bobbs gamle backingband Violent Reactions fra Iron Curtain Innocence LP-en fra 1980. De 6–7 år der er gået mellem de to optagelser har ikke gjort musikken mere mainstream. Stemningen er mørk og klaustrofobisk. Sangene er desperate og sælsomt drømmende i deres udtryk. Bobb svæver som en urørlig spøgelsesagtig fremkaldelse, gennem tusmørket. Og stemmen, uuuuuuuuhhhh.

Side 2 “The Crippled Dog Band” er optagelser fra 1983. Fuzzguitar med phaser ad libitum. Uhæmmet mikrofon til alle bandmedlemmer, punk attitude fra først til sidst. Psykedelisk folkpunk fuld af lyde der ikke burde være der. På trods af de 20 år der gået siden optagelserne, er det ligeså friskt og tidsløst som imorgen.

Amerikanske Bobb Trimble kommer fra Worchester, Massachusetts, hvor han har levet en musikalsk skygge tilværelse siden slutningen af 70’erne. Bobb har op til start 90’erne spillet på den lokale undergrundsscene.
Bobb Trimble et fuldstændigt ukendt fænomen udenfor pladesamler kredse. Hans indtil nu eneste to LP’er: “Iron Curtain Innocence” (1980) og “Harvest of Dreams” (1982) er idag meget sjældne samlerobjekter i tusind kroner klassen. Det er derfor heller ikke mærkeligt at han er så ukendt som han er. Det vil vi prøve at råde bod på nu. Gør dig selv en tjeneste og hør det her musik.

Københavnske Chasing Eudaimonia skaber en bastung, dronende lyd toppet med elementer af elektronisk noise og psychadelia. Via deres bitre lyd søger bandet at flytte grænserne for musikalske stilarter og genrer. Som Geiger skrev: “Denne tunge fusion af postpunk, psych og metal er uhørt”.

En forårsnat på en bar, gik det op for Jannis Noya Makrigiannis og Hans Emil Hansen, at de beundrede hinandens respektive musikalske soloprojekter, henholdsvis Choir Of Young Believers og Evil Death Machine. Derfor besluttede de sig for at udfordre hinanden til at lave det bedste cover af en af modpartens sange og derfor kan man snart opleve resultatet af en fuldemands idé, der rent faktisk blev realiseret: ”Choir vs. Evil”.
Projektet Choir vs. Evil resulterer nu i 4 numre, 2 fra hvert band.

Om Choir Of Young Believers:
For Choir Of Young Believers, som i foråret markerede sig stærkt med udgivelsen af debut EP´en ”Burn The Flag”, markerer denne udgivelse et mellemspil inden bandets første fuldlængde album, som udkommer i starten af 2008. COYB har denne gang afprøvet et mere skrabet lydbillede, end tilfældet var på den mere
storladne og arrangerede debut.

Om Evil Death Machine:
Hans Emil Hansen, som tidligere var hovedarkitekten bag bandet Traening, præsenterer nu for første gang sit nye hjertebarn Evil Death Machine. Det musikalske udtryk ligger et sted mellem electronica, akustisk singer/songwriter og ambitiøs popmusik. Evil Death Machine arbejder i øjeblikket på debutalbummet,
som forventes ude næste år.

(Fra Gaffa): Bag det gimmick-agtige navn Dad Rocks! gemmer sig den dansk-islandske Snævar Njáll Albertsson, så vidt bedst kendt som frontmand i Mimas. På egen hånd serverer han her seks fuldkommen analogt indspillede numre under den dermed tilsvarende gimmick-agtige titel Digital Age. Som en blanding af Sufjan Stevens’ trut-og-tangent-bårne arrangementer og The National-sangeren Matt Beringers vokal fører Albertsson lytteren rundt i de stemningsmættede omgivelser – i første omgang på nummeret Aroused By Hair, der endda lyder ganske meget som The National-nummeret Racing Like A Pro, hvor Stevens netop medvirker.

Darling Don’t Dance spiller usleben garagepop med elementer af flabet støjrock, der såvel som at fylde det mindste kælderlokale med bragende toner kan få store sale til at eksplodere. I et univers af skramlede lo-fi guitarer, utrættelige trommeslag og afgrundsdybe basgange, spiller de 3 kvinder i orkestret deres pågående og fandenivoldske skæringer, der netop er udkommet på bandets debut-ep Bare Frames 1. maj. Darling Don’t Dance er beslægtede med åndsfæller som The Breeders, Psyched up Janis og Sleater-Kinney, men orkestret ser sig absolut ikke over skulderen, når de insisterende træder på gaspedalen i den støjrockede overhalingsbane.
Bandet består af Julie Nissen, Mette Andreasen og Maria Hammelsvang, som allerede har modtaget stor opmærksomhed både inden- og udenfor Danmark, med deres poetiske støjudladninger og iørefaldende, sfæriske melodier. Darling Don’t Dance har således allerede optrådt flere gange på New Yorks eftertragtede koncertscener og det fræsende trekløver har fået æren af, at blive udnævnt til Soundvenue Selected af musikmagasinet Soundvenue i slutningen af 2008.
Førstesinglen er ”Wake Up Pity Stops”. Et stemningspiskende og hæsblæsende nummer med både nerve og præcision, som sammenfatter pigernes kompromisløse og graciøse tilgang til deres musik – altid med melodien indenfor rækkevidde.
Bare Frames indeholder 5 numre og er udkommet på både vinyl, CD-R og download 1. maj 2009.

For mere info:
www.darlingdontdance.dk
www.myspace.com/darlingdontdance

Since Darrell Slim & the K-Hooch released their self-titled debut LP in 2005 they have managed to impress a small, but growing, group of devoted listeners. The band has just launched their second release, an EP titled “It’s getting colder/Ambush from the rear”. The EP features four tracks, each of which explore their own respective universe of sound and represent four different eras of the bands recordings. “A fools laceration” – Brand new recording “Lam Blight” – David Essex cover, the bands only digital recording “Lucifer” – Remake of “Butcher’s for Lucy” from the debut LP “Vermin” – Recorded in 2003, one of the bands first recordings “It’s getting colder/Ambush from the rear” is available in a limited press of 500 copies. Each of these is unique since the cover art is entirely hand-made using only string, color and coffee.

David Fridlund hade stora framgångar med sitt band David & The Citizens under åren
1998–2006. Bandet splittrades 2007, två dagar innan en Europaturné skulle inledas. David
& the Citizens må vara borta, men David Fridlund är det inte.
Redan när bandet var i studion för att spela in det som skulle bli deras sista platta
tillsammans hade David börjat skriva nya låtar – låtar som inte hörde hemma i David & the
Citizens.

En av dem blev “Diamonds & Photographs”, mixad av Jens Lindgård i Gula Studion
som även spelade in David & the Citizens första två skivor. En sprudlande popmelodi som
ger hopp om ljusare tider. Ett tyst alarm som håller om ditt hjärta. En värld full av lego, där
du kan ta en näve bitar och bygga dig själv ett palats. En dröm som aldrig håller…

De Må Være Belgiere nåede, trods fire års eksistens fra 1982 frem til afskedskoncerten den 15.maj 1986, kun at lave én udgivelse. Men de tre numre, der var på den 7”-single, kvartetten i 1983 udgav på Replik Muzick, har sikret dem et værdigt eftermæle. På denne genudgivelse på cd er disse tre numre sat sammen med en liveoptagelse med 12 numre fra en koncert på Musikcafeen i København d. 29 juni 1983, optaget direkte på transportabel kassettebåndoptager.
Musikken rummer nerve, intensitet og trods klare lighedspunkter med resten af start-80’ernes sorte bølge, så fremstår musikken den dag i dag stadig original og dedikeret. Med Jesper Hede på guitar og hans rå og upolerede vokal i forgrunden for Nils Skovbjerg på guitar, Jacob Leth på bas og Majka Bjørnager på trommer, var De Må Være Belgiere en af deres tids mest intense liveoplevelser.

Uudgivet akustisk folkrock fra Odense optaget i årene 1972–1974.

Psykedelisk, progressivt, blues, jazz inspirationer med engelske tekster.

Fuld orkesteropsætning guitar, kontrabas, violin, piano, xylofon og en stemme der leder tanken hen på Common people og Ritchie Havens. Hvis vi ikke vidste bedre kunne det have været en længst glemt Gary Higgins møder Beatles møder Neil Young optagelse.

Både lyd og cover er taget fra det originale bånd, der i ægte hippiestil var udsmykket med et flot og syret billede.

Alpedrengene turnerede på Fyn i årene 1970 -75, men havde som andre svært ved at slippe igennem til den Københavnske scene.
Havde De Sydfynske Alpedrenge udgivet en plade dengang havde den idag været et hundedyrt og højt skattet samlerobjekt på verdensplan pga den høje musikalitet, den gennemført akustiske lyd og sangskrivning af meget høj kvalitet.

En samling af 15 sange fra Lolita Industri universet. Nogen er sat til udgivelse, nogle er b-sider, nogen er allerede udgivet – og nogle vil aldrig blive tilgængelige andre steder end på denne vinyl. Rock’n’roll, lo-fi, hi-fi, danske tekster, engelske tekster, nogen sange du kan danse til, nogen du kan være romantisk til og nogen du kan headbange til. En helt unik samling musik.

If You Dug Volume One and Two of “Thai Beat a Go-go”, You’ll Go Crazy Over this Release in the Thai Beat a Go-go Series! Incredible and Ultra Rare Recordings from Thailand in the Late 1960s to Early 70s. The Amazing “Thai Beat a Go Go V.3”, Concentrates on Thai Funk, Exotic Female Pop, Go-go and Rock N Roll, Amazing Moog Blasters and of Course Some Very Weird Tracks, Extreme Sensuality and Emotions, Surreal and Groovy, all with a Totally Otherworldly Thai Flavor. Experience the Blossoming Bangkok Night Club Scene with the Exotic Bar and Lounge Go-go Bands! There is a Lot of Work and Effort Behind These Comps and They have Taken a Long Time to Compile. Records with Thai 60s-70s Funk/Soul/Rock/Pop A-go-go Bands Are Incredible Hard, If Not Impossible, to Find as There is No Thai Tradition of Saving Native Artifacts from the 1960–70s.

(Fra Gaffa): H.C.Andersen i en eventyrlig gendigtning. Simply the best.

Midt i en hysterisk mediestorm over et ligegyldigt tv-shows underskud i H.C. Andersen-året og manglen på vægtige markeringer dukker Nikolaj Nørlund op som en kunstnerisk frelser. Andersens Drømme er et fuldgyldigt og nutidigt bidrag til H.C. Andersens digtning, der tager afsæt i Andersens egen kunst. En række nutidige digtere har skrevet teksterne inspireret af de drømme, som H.C. Andersen skrev ned livet igennem. Nikolaj Nørlund har så sammensat et større orkester, produceret og arrangeret, og skrevet de fleste af kompositionerne. Resultatet er først og fremmest blevet sangtekster af uhørt høj kvalitet, der ikke er bange for at føre Andersen ind i en nutidig ramme. Og sammen med en eventyrlig musikalsk iscenesættelse er de enkelte sange en gave til sangsolisterne.

De danske kunstnere med et par svenske afstikkere virker også begejstrede i deres sangfortolkninger, hvor ingen decideret falder igennem. Her er oplægget ganske enkelt for godt. Man kan selvfølgelig altid diskutere castingen, men vi kommer vidt omkring i sangfortolkningens kunst på Andersens Drømme. Mikael Simpson er herligt sødmefuld i sin fortolkning, mens Teitur lyder forrygende krukket med sin svage accent. Claus Hempler leverer varen til en modig komposition med inspiration fra tysk schlagermusik. Ej heller at glemme svenske Cecilia Nordlunds vidunderlige svenske vokal, og man kan forsætte. Et fantastisk vellykket projekt. Nikolaj Nørlund er simply the best.

Den amerikanske singer/songwriter Drew Andrews, der blandt andet gør fortrinlig figur som guitarist i bandet The Album Leaf, er nu aktuel i Danmark med soloalbummet Only Mirrors.

Drew Andrews, der kommer fra San Diego i Californien, er ikke noget ukendt navn på rockscenen. Karrieren blev sparket i gang med indiebandet Via Satellite. Derudover er Drew Andrews kendt fra sin rolle i som guitarist i Jimmy Lavalle’s projekt, bandet The Album Leaf, der huserer på det amerikanske label Sub Pop. Og så er Drew Andrews også aktiv i sammenhæng med postrock-bandet Tristeza.

Drew Andrews, der har været nomineret til – og vundet – flere San Diego Music Awards, bevæger sin indenfor et nedtonet, atmosfærisk univers, som ikke mindst bæres flot frem af hans unikke vokal.

Er man til Elliott Smith, Nick Drake, Will Oldham eller The Album Leaf, så vil man uden tvivl føle sig ualmindeligt godt hjemme og særdeles godt tilpas med Drew Andrews dragende, inciterende sange og lyd.

Dungen’s fourth studio album extends the acclaimed Swedish outfit’s sound past psychedelia into something far more rare. Moving beyond mere stylistic concerns, 4 finds Gustav Ejstes’ focus on the extremes of Dungen’s sound separating into two entities. Blazing, raw guitar workouts have their own time and place, but now, so do stirringly orchestrated, jazz-cooled compositions with cinematic undertones.

Bandleader Gustav Ejstes has made many allusions to his creative process as it likens to that of a hip-hop producer. On 4, that process is more evident than ever, both in the feel of each piece, and in the sense of intuition and control within the members of the group. New drummer Johan Holmegard joins guitarist Reine Fiske and bassist Mattias Gustavsson, while Ejstes steps away from guitar for the entire album, focusing on the piano as his lead instrument. Together, they have honed a classic and seamless sound, constructed with lavish studio flourishes and moving, narrative arrangements, and yet able to toughen up to tear veins of fierce blues-psych instrumentals up from the surface. The ten tracks on 4 comprise Dungen’s most concentrated effort to date, beats surging forth and atmosphere changing as their sound continues to evolve. With a penchant for lush pop portraits, and laced with orange sunshine guitar flash, 4 turns a page in Dungen’s sound and story.

The 3rd and most astounding album from the young and talented Swedish multi-instrumentalist Gustav Ejstes aka Dungen. This is the long awaited follow up to his two previous highly acclaimed albums, and this recording showcase the ultimate new Swedish psych/prog/pop/folkrock! “Ta det lugnt” is a beautiful, uncompromising, multifaceted musical trip straight into your head and deep out in the Swedish forests. It offers Dungens most exciting and adventurous recordings and features stunning musicmanship, stellar vocals, Hammond B-3 organ, flute, violin, groovy bass, swinging drums, electric and acoustic guitars and screaming fuzz, spellbinding Swedish folkrock pop psych. No “neo-psych” bullshit… this is the real thing! The response has been enormously positive to say the least.

Gladsaxe har lagt ryg og navn til mangt og meget gennem tiderne, men et
band som Elmira kan betonforstaden kun være stolt af.

I slutningen af 60´erne samlede nogle langhårede fyre sig i bandet
Elmira. Fra omkring 71–78 fyrede de den grundigt af i lokalområdet.
Siden hørte ingen noget til dem, før Orpheus Records fik fingre i nogle
gamle mugne bånd.

Elmira er et helt igennem syret hardrockband med en lyd, man kun kan få,
når det hele er optaget live i øvelokalet, som i dette tilfælde var aulaen på en ungdomsklub.
beskidt, råt og vildt.

Sæt dig ned og skru op og lyt til Spacewoman.
Så bliver det ikke meget bedre.
Var denne plade udkommet i midten af 70`erne havde den været et dyrt
samlerobjekt i dag.

Elmira er:
Tom Skjødt: Guitar
Bjarne Christensen: Bas
Peter Kongsgård: Keyboards
Jens Bagge: Trommer
Steen Brylle: Sang

NB: I kølvandet på udgivelsen af pladen er Elmira begyndt at spille
sammen igen og lyder fuldstændigt ligeså syret som i ´73.

This is the kind of dirty, unbalanced rock’n’roll I need in this world of hacks…”
NME February 2007

Københavnske Fifty foot spiders blander artrock, punk, indie og støj til en “dyrisk” og fremadrettet oplevelse, hvor der både er plads til at danse og tænke sig om. Den kvindelige leadvokal bakket op af den mandelige andenstemme fletter sig melodiøst i de øverste lag af af kvintettens kompositioner og giver derfor naturligt masser af plads til eksperimenterende instrumenter som blandt andet skrald, talk machine, gamle spolebånd og diverse effektmaskiner der indgår sammen med de traditionelle rytmiske instrumenter som en naturlig del af Fifty foot spiders unikke udtryk, der kan opleves for fuld udblæsning på dette album.

David Fricke / Rolling Stone
”-like Franz Ferdinand but much closer to a first-album Strokes with Mercury Rev’s Jonathan Donahue yelping at the helm.”

On March 7, 2006, The Control Group will welcome Figurines through US customs. Female security guards double-take passport photos of the band, but x-ray monitors scan bits of Pavement, drops of early Built To Spill, an open Modest Mouse container, a couple Strokes, and a vial of Neil Young’s frantic youth. “Skeleton” turns momentum on high. As Danish press raves, three music videos from the record are uploading new listeners faster than the single “The Wonder” can reinstate the group back to #1 on Danish National Radio. Which it did. It might be a secret to some, but Figurines are one of the most hard working Danish indie bands at the moment. Look for them on tour in the US this year.

Uudgivne studieoptagelser fra sommeren 1970. Dette skulle have været Freeds springbræt til en bedre skæbne men endte i glemmebogen som så mange andre.
Hammondorgel, fuzzguitar og melankolsk vokalarbejde. Blues,beat,rock,folk,pop og psykedelisk musik, inspireret af Mayall, Santana og Doors.
Lyden er meget 1968 i sin variationen mellem akustisk og elektrisk materiale.
Mixet og optaget af Freed og Tommy Seebach i tommy’s studie på en enkelt dag.
Freed tournerede 68–71 Danmark, Tyskland og sverige.
Fra 1968 kom Helmuth Ozolins fra Clidows med på guitar.

På trods af en ihærdig indsats, fik Freed ikke engang et komma i de danske rockbøger. Dette gør dem til en komplet ukendt og manglende brik i den danske rockundergrunds varierede lyd på kanten af 70’erne.

Med LP’en følger et 20-siders insert fra forsangerens personlige scrapbog med masser af fotografier, historie og duft af svunden tid.
140 gr. vinyl. psykedelisk grøn, sort og lilla cover.

Enmandshæren Frisk Frugt er kommet for at gøre den danske musikscene et frækkere og mere forfriskende sted at være og for at skyde vitaminsalver af fræk eksotika, junglerock og fuglesangssoloer ind i vores hoveder og kroppe.

Guldtrompeten er en plade der på forunderlig anarkistisk vis, forener dansksproget sangskrivning, med noise, droner, elektro og moderne kompositionsmusik. Multiinstrumentalisten Anders Lauge Meldgaard, får på blot 40 minutter slæbt os en tur igennem, store dele af de sidste 70 års musikhistorie, på en plade der ikke skeler til tidens luner eller lefler for nogen. Resultatet er en unik plade som må siges at være kunstnerens helt egenopfundne eksotika-cocktail.

Al musikken på “Guldtrompeten” er skrevet, spillet og indspillet af Anders Lauge
Meldgaard a.k.a. Frisk Frugt, i hans daværende lejlighed i Lasdehner Strasse i Berlin og i the yoyooyoy tonstudie også i Berlin.

FAKTA
Frisk Frugt er Anders Lauge Meldgaard (guitar, bas, fløjter, keyboard, perc., saxofon, trommer, sang, vind og fugle) og en del af det eksperimenterende musik- og kunstnerkollektiv yoyooyoy, som nu igen har base i København efter to års ophold i Berlin. Udover Frisk Frugt, spiller Anders Lauge Meldgaard også med Kirsten Ketsjer the rock band, Forkert, Slütspürt, Anders & Toke, Blob Back Fahrenheit og andre.

Gæster på “Guldtrompeten”: Johs Lund (Slütspürt og Fjernsyn Fjernsyn) spiller sopransaxofon på Josef og Fuglene. Morten Svenstrup (Under Byen) spiller cello på Carlo.
Frisk Frugt er den tredje udgivelse fra DIY undergrundspladeselskabet Lolita Industri, som blandt andre huser Joy Lieberkind, Brutalis og Rumspringa. Frisk Frugt – Guldtrompeten udsendes i samarbejde med yoyooyoy.

Elektrolyt præsenterer Frodegruppen40’s ”Piksvingeri og Negerlege”, på vinyl. Men ikke bare det. På dobbelt 10 tommer. Udruget af en enormt omfattende Maren Mikkelsdatter, en kold januar dag i 2009. Følgende ordveksling er blevet hørt:

”Hvad er det der pipper under dig Maren.”
”Det ved jeg sgu ikke Gunna, en fis? Nej, det noget ganske andet.”
Maren rejser sig -
”Min gud, det er jo Frodegruppen40, med deres mesterværk fra forne år. Godt jeg ikke sad dem ihjel.”
”Nej, du har selv trykket dem Maren.”
Maren og Gunna krammer.

Så kære folkens, tag godt imod den. Direkte fra Marens egetræskøkkenstol Frodegruppen40 på dobbelt 10 tommer vinyl.

Udgivelsen er blevet til i samarbejde mellem Elektrolyt og DVP i forlængelse af Frodegruppen40’s andet album ”Du ligner noget fra en pejs” fra november 2008.

Former frontman of 4ad legends Wolfgang Press; Mick Allen and Giuseppe de Bellis- known for his collaborations with The Orb, teams up on this album with a strong line of songs.
The remarkable grooves that made Wolfgang Press pioneers are present with added cosmic futuristica.
Mick Allens outstanding voice is significant and ever present.
This album not only reminds us of WP, but also breaks new ground,as Giuseppe de Bellis remarkable production skills catapults the understated funk.

Geniuser vender nu tilbage med fem imponerende numre, fire år efter udgivelsen af debutalbummet ‘Mudblack’ – og numrene viser, at det har været hele ventetiden værd. Mick Allens stemme er mere bjergtagende end nogensinde før, Debellis produktioner endnu mere sprøde end sidst, og tilsammen har de præsteret en håndfuld numre, som ikke blot vil tilfredsstille fans, men også erobre bandet nye tilhængere.

Good luck Casper bevæger sig indenfor genren ”indietronica” og trækker på smukke melankolske melodier over tørre statiske beats og støjende passager til nærheden af håndspillede instrumenter. Omdrejningspunktet i musikken er delikate popskitser, der åbner sig i legesyge og originale arrangementer i lighed med Khonnor og the Postal Service.

Selvom de genremæssigt ikke er brødre, lurer kunstnere som Sonic Youth, Broken Social Scene og Björk i kulissen. Fælles for dem og Good Luck Casper er den utraditionelle og anarkistiske omgang med arrangementer, som får sangene til at fremstå unikke og uforudsigelige.

Live såvel som på plade, bryder Good Luck Casper med de sædvanlige laptop-løsninger. Dette ses ved brugen af ”rigtige” instrumenter som medfører et aktivt engagement blandt el-trommer, pedaler, vokaler, bas, synths og guitarer – ikke noget med at spille pac-man bag computerskærmen!

Pladen er blevet til i samarbejde med produceren Christian Skjødt, som bl.a. er at finde i Junkyard Productions. En stor del er pladen er også indspillet i netop junkyards studie, hvor bl.a. sangerinden Tone(Rock Nord 06 prisvinder, #6 på det elektriske barometer) har været forbi og lagt smukke toner på ”On A Monday”

Bag kunstnernavnet ”Good Luck Casper” gemmer sig musikeren Casper Bach Hegstrup.

Til trods for, at det er Caspers debutalbum som solokunstner, er det tydeligt at høre, at han ikke er helt grøn i faget.

Oprindeligt er Casper trommeslager og har spillet ved utallige lejligheder på den Københavnske indie-scene. Fra trommeslager i GimmiJapan og hedengangne Amstrong (medvirker på ”Lack of You” prod. af Malcolm Burn), over session-musiker i danske Kaa, Cody og The Ondt and the Gracehoper til lydcollagemager på the Psyke Project’s seneste album ”Apnea” og ligeledes som anden halvdel i electronica-støj duoen Knob A Siesta, der også er album aktuelle.

Denne musikalske diversitet kommer klart til udtryk på debutalbummet ”On A Monday”, hvor lytteren tages med igennem et selvstændigt univers af lyde, temaer, samples og melodier, der trækker på genrer lige fra country til postrock.

Gravy er synonymt med Nikolaj Grummesgaard, der sammen med sin kreative sparringspartner Jens
Søndergaard (PowerSolo) har søgt dybt i de indre lommer, og nu udsender et meget personligt album.
Albummet er indspillet i eget studie, og både her, såvel som live, stiller Gravy med hele to trommeslagere; Jens Søndergaard og Erik Toffer. Tilsat så stærke kræfter som Mads Nygaard (Sterling), Jonas Linnet (Sterling)
og Hans Emil Hansen (Traening), der alle har præget det endelige lydbillede. Albummet er mixet af ”The
Great Nalna” i Kondi Frost studiet, der tidligere har stået bag PowerSolo, The Tremolo Beer Gut og The Mopeds.

Gravy lader personligt udtryk komme før genre og tidsånd. Resultatet er albummet ”Gravy”, et indfølt,
kalejdoskopisk album, der samles af Gravys helt særegne tone af lys melankoli. Skævvreden rock og sing-a-long omkvæd tegner dette melodiske album-portræt af en social enspænder. Har man prøvet at kunne alting – og så ende med at ligge og stirre op på støvtrådene i loftet derhjemme, så er her genkendlige billeder.
I de intime stemningsbilleder mærkes det at Gravy oprindeligt var et enmands-projekt. Efter mange år i
bands som The Defectors og Godless Wicked Creeps – med de deraf følgende kompromiser – fandt Nikolaj
Grummesgaard sin indre enspænder frem, satte sig med sin guitar i et år, og komponerede fra hjertet.
Sangen ”In Love with Me” er en hilsen til dén periode.
Gravys inspiration er de sidste 50 års beatmusik – og så er den ikke længere. Der er komponeret frit uden
andet for øje end personligt udtryk og stemning. Sangenes pop omkvæd er dyppet godt og grundigt i numrenes skæve opbygning, og mange-facetterede instrumentering.
Find selv det forstemte klaver og den lille klokke.
Når du ligger med kinden mod et kradsende sofabetræk og tænker ”hvorfor mig?”, så er Gravy hos dig.
Men Gravy skal også nok samle dig op og få dig med til ”Party in the Men’s Room” og videre endnu til et
nummer, der stærkt repræsenterer Gravys særkende, det resignerede og alligevel optimistiske ”Shine On Us”.
Omdrejningspunktet for Gravy er den lyse melankoli.
En melankoli med masser af fremdrift.

Gravy er synonymt med Nikolaj Grummesgaard, der sammen med sin kreative sparringspartner Jens
Søndergaard (PowerSolo) har søgt dybt i de indre lommer, og nu udsender et meget personligt album.
Albummet er indspillet i eget studie, og både her, såvel som live, stiller Gravy med hele to trommeslagere; Jens Søndergaard og Erik Toffer. Tilsat så stærke kræfter som Mads Nygaard (Sterling), Jonas Linnet (Sterling)
og Hans Emil Hansen (Traening), der alle har præget det endelige lydbillede. Albummet er mixet af ”The
Great Nalna” i Kondi Frost studiet, der tidligere har stået bag PowerSolo, The Tremolo Beer Gut og The Mopeds.

Gravy lader personligt udtryk komme før genre og tidsånd. Resultatet er albummet ”Gravy”, et indfølt,
kalejdoskopisk album, der samles af Gravys helt særegne tone af lys melankoli. Skævvreden rock og sing-a-long omkvæd tegner dette melodiske album-portræt af en social enspænder. Har man prøvet at kunne alting – og så ende med at ligge og stirre op på støvtrådene i loftet derhjemme, så er her genkendlige billeder.
I de intime stemningsbilleder mærkes det at Gravy oprindeligt var et enmands-projekt. Efter mange år i
bands som The Defectors og Godless Wicked Creeps – med de deraf følgende kompromiser – fandt Nikolaj
Grummesgaard sin indre enspænder frem, satte sig med sin guitar i et år, og komponerede fra hjertet.
Sangen ”In Love with Me” er en hilsen til dén periode.
Gravys inspiration er de sidste 50 års beatmusik – og så er den ikke længere. Der er komponeret frit uden
andet for øje end personligt udtryk og stemning. Sangenes pop omkvæd er dyppet godt og grundigt i numrenes skæve opbygning, og mange-facetterede instrumentering.
Find selv det forstemte klaver og den lille klokke.
Når du ligger med kinden mod et kradsende sofabetræk og tænker ”hvorfor mig?”, så er Gravy hos dig.
Men Gravy skal også nok samle dig op og få dig med til ”Party in the Men’s Room” og videre endnu til et
nummer, der stærkt repræsenterer Gravys særkende, det resignerede og alligevel optimistiske ”Shine On Us”.
Omdrejningspunktet for Gravy er den lyse melankoli.
En melankoli med masser af fremdrift.

Det går ikke altid fredeligt for sig, når man skal
indspille musik. Det kan Erik Toffer fra
københavnske GRAVY om nogen skrive under på.
Anden tur i studiet med frontmand og sangskriver
Nikolaj Grummesgaard (ex. Defectors, ex. Godless
Wicked Creeps), kostede trommeslageren et par nye
briller – de gamle måtte lade livet i et øjebliks
ophedet diskussion. Den slags øjeblikke var der
nogle stykker af under indspilningen.
Offentligheden har ikke hørt meget til det
københavnske band i 2006, men Kaptajn
Grummesgaard holder stadig hårdt fast på sin egen
vision, hvilket resulterede i tiltag til mytteri blandt
den øvrige besætning, som består af ligeledes
stærke personligheder fra den københavnske
musikundergrund. Brilleskårene blev dog klinket, og
Grummesgaards og det øvrige bands insisteren på at
skabe et perfekt stykke pop-psykedelica overlevede
strabadser som håndgemæng, begyndende mavesår
og lange nætter med postproduktion i en iskold
skurvogn på Amager. Pladen er nu endelig klar til at
se verdens klare og strålende dagslys – og mon ikke
alle besætningsmedlemmer i dag er glade for at de i
fællesskab fuldførte rejsen.
’Glory To Our Brilliant Name’ er den stolte opfølger til
GRAVY’s selvbetitlede debutplade, der høstede
mange roser i dansk og ikke mindst udenlandsk
musikpresse, samt kastede et par mindre hits af sig
på Det Elektriske Barometer og landets alternative
klubber – især med sangen ”That Girl”.
På trods af den nye plades næsten kaotiske
tilblivelseshistorie er GRAVY ’s musik fyldt med
varme og psykedelisk velvære. Som om bandet har
adgang til et gammelt, hengemt hippie-reservat,
hvor himlen altid er malet i alle regnbuens farver.
Numrene er præget af en underfundig kærlighed til
tressernes naivisme og af diverse LSD-afledte syner.
Den nostalgiske Technicolor er i højsædet rammet
ind i et tæppe af år 2007’s inspirationer. Man
mærker således kærligheden til de seneste års
alternative hiphop-scene midt i blomstermønstrene
og tværfløjternes drømmende penselstrøg; fra bløde
strygere, organisk orgel, æteriske fløjter, swooping
guitarer til spinkle, englefromme korarrangementer.
Udformet med næsten pedantisk opmærksomhed på
detaljen – en prøvelse for de involverede musikere
måske, men som lytter drages man gang på gang af
nye detaljer i pladens mangefarvede kalejdoskop. Og
syretrippet, ja, det er rent faktisk autentisk.
Grummesgaard har selv – i kunstens tjeneste og i
sin stræben efter den perfekte udsyrede lyd –
efterprøvet pladen og underkastet sin krop og sjæl
de nødvendige medikamenter.
’Glory To Our Brilliant Name’ har blikket rettet mod
solskinsfyldte kroge af verden – og GRAVY går sine
egne veje, og skeler ikke til hitlisterne og tidens
forskellige trends.

Det går ikke altid fredeligt for sig, når man skal
indspille musik. Det kan Erik Toffer fra
københavnske GRAVY om nogen skrive under på.
Anden tur i studiet med frontmand og sangskriver
Nikolaj Grummesgaard (ex. Defectors, ex. Godless
Wicked Creeps), kostede trommeslageren et par nye
briller – de gamle måtte lade livet i et øjebliks
ophedet diskussion. Den slags øjeblikke var der
nogle stykker af under indspilningen.
Offentligheden har ikke hørt meget til det
københavnske band i 2006, men Kaptajn
Grummesgaard holder stadig hårdt fast på sin egen
vision, hvilket resulterede i tiltag til mytteri blandt
den øvrige besætning, som består af ligeledes
stærke personligheder fra den københavnske
musikundergrund. Brilleskårene blev dog klinket, og
Grummesgaards og det øvrige bands insisteren på at
skabe et perfekt stykke pop-psykedelica overlevede
strabadser som håndgemæng, begyndende mavesår
og lange nætter med postproduktion i en iskold
skurvogn på Amager. Pladen er nu endelig klar til at
se verdens klare og strålende dagslys – og mon ikke
alle besætningsmedlemmer i dag er glade for at de i
fællesskab fuldførte rejsen.
’Glory To Our Brilliant Name’ er den stolte opfølger til
GRAVY’s selvbetitlede debutplade, der høstede
mange roser i dansk og ikke mindst udenlandsk
musikpresse, samt kastede et par mindre hits af sig
på Det Elektriske Barometer og landets alternative
klubber – især med sangen ”That Girl”.
På trods af den nye plades næsten kaotiske
tilblivelseshistorie er GRAVY ’s musik fyldt med
varme og psykedelisk velvære. Som om bandet har
adgang til et gammelt, hengemt hippie-reservat,
hvor himlen altid er malet i alle regnbuens farver.
Numrene er præget af en underfundig kærlighed til
tressernes naivisme og af diverse LSD-afledte syner.
Den nostalgiske Technicolor er i højsædet rammet
ind i et tæppe af år 2007’s inspirationer. Man
mærker således kærligheden til de seneste års
alternative hiphop-scene midt i blomstermønstrene
og tværfløjternes drømmende penselstrøg; fra bløde
strygere, organisk orgel, æteriske fløjter, swooping
guitarer til spinkle, englefromme korarrangementer.
Udformet med næsten pedantisk opmærksomhed på
detaljen – en prøvelse for de involverede musikere
måske, men som lytter drages man gang på gang af
nye detaljer i pladens mangefarvede kalejdoskop. Og
syretrippet, ja, det er rent faktisk autentisk.
Grummesgaard har selv – i kunstens tjeneste og i
sin stræben efter den perfekte udsyrede lyd –
efterprøvet pladen og underkastet sin krop og sjæl
de nødvendige medikamenter.
’Glory To Our Brilliant Name’ har blikket rettet mod
solskinsfyldte kroge af verden – og GRAVY går sine
egne veje, og skeler ikke til hitlisterne og tidens
forskellige trends.

GRAVY er: Nikolaj Grummesgaard (ex-Godless
Wicked Creeps, ex-The Defectors): Vokal, guitar -
Jan Damage (The Violet Hour, Little Jimmy Reeves):
Synth, orgel, vokal – Anders Bo Rasmussen (A Kid
Hereafter, Sygdom, ex-Traening, ex-Complete):
Guitar, vokal – Jakob Blaabjerg Pedersen (Johnson &
Malone): Bas – Erik Toffer: Trommer – Daniel Kruse:
Trommer.

www.gravyband.dk
www.myspace.com/gravycopenhagen

Lyden af længsel. Lange skygger og kølig, vintervind i Gartnergade. Solbleget campus, søløver og stillehav i La Jolla., Green Pitch’s nye album er det usandsynlige, musikalske møde mellem Nørrebro og, Southern California. Mellem hverdag, kød og, blod og drømme og håb. Titlen er ’La Jolla’., Det er en usædvanlig smuk, idérig og, inspireret plade. Lyt til den, og lad den folde, sig ud i sin storslåede, kalejdoskopiske, slowmotion skønhed.

’La Jolla’ er indspillet af Ste Rasch, som med, stor omhyggelighed har indfanget sin og, hustruen Rex Garfields sjælfulde musiceren, hjemme i lejlighederne i Gartnergade og i, Californien. De færdige indspilninger blev, sendt til Cambridge, Massachusetts, hvor, mesterproduceren Paul Q. Kolderie, (Radiohead, The Cure, Pixies o.mfl.) mixede, det på smukkeste vis i samarbejde med, musikeren Chris Brokaw (Codeine, Thurston, More, The New Year)., Udover Rex & Ste, medvirker en lang række, musikalske venner på albummet. Lyden er, mere elektrisk og mere eksperimenterende, end vi tidligere har hørt Green Pitch., Instrumenteringen er rig og varieret, og, musikken er svær at sætte i bås.

Green Pitch fik en international karriere oven, på udgivelsen af debutalbummet ’Ace Of Hearts’, der udkom på det lille pladeselskab, Good Guy’s Recording Company i april 2005. Albummet udkom i 2007 i USA på Funzalo, Records og i England og resten af verden på, Rykodisc. Albummet fik fantastiske anmeldelser over, hele kloden og PonyRec er ekstremt glade for, at kunne præsentere det nye Green Pitch, album.

Greg MacPherson is the new champion of a songwriting tradition stretching back to Woody Guthrie and including voices like Joe Strummer, Billy Bragg, David Byrne and Bruce Springsteen. Loud, passionate voices saying something about their place in the cruel and beautiful world. Greg MacPherson writes songs that walk an inscrutable line between beauty and determination. A place where the ordinary becomes important and actions bring hope. Songs that capture the imaginations of young and old alike.

Sun Beats Down is a collection of the best Greg MacPherson songs from the last couple of years, all previously unreleased in Europe.

Gunni & Nitterne er en helt unik dansk kvartet – som med flabethed,
indføling og nærvær kaster sig i favnen på lytteren – og insiterer på at blive hørt.

Debut-albummet Pæne piger boller i Karry åbner dørene til et surrealistisk tekstunivers,
hvor folkelighed går hånd i hånd med afsindighed og eftertanke. Det er antropologiske feltstudier
blandt periferiens skæbner og dybt ind i familiealbummet. En perfekt balance mellem satiriske
samfundsbetragtninger og gedigent poetisk håndværk med glimt i øjet, som fastholder din
opmærksomhed fra start til slut.

Vokal, harmonika, el-guitar, gulvbas og trommer udgør lydsiden på albummets 10
solide skæringer, hvor bandet præsenterer en eklektisk musikalsk palet, der spænder fra ballader
over røg-tung værtshusblues til insisterende balkan á go go.

Bandet har slået deres navn fast på musikscenen med fantastiske koncerter på steder lige
fra Café Intime og Train til et udsolgt Store Vega med Balstyrko. De fire musikere formår med deres
charmerende og imødekommende udtryk, at forføre publikum med ud på livets kringelkrogede
stikveje og sikkert hjem igen.

Gunni & Nitterne trækk er en rød tråd fra skillingsviser, gårdsange, revy over gypsy og
punkpoesi til en bastardgenre hvor hverken C.V. Jørgensen, John Mogensen eller Liva Weel har levet
forgæves. Det er på dansk og det er rasende velskrevet.

Albummet er indspillet hos Louise Nipper i Soundscape Studio, mixet af Nicholas Rowley
og mastereret i Audio Planet af Morten Bue. Erfarne folk som alle har en lang række banebrydende
udgivelser på samvittigheden.

Gunni & Nitterne er en helt unik dansk kvartet – som med flabethed, indføling og nærvær kaster sig i favnen på lytteren – og insiterer på at blive hørt.

Debut-albummet Pæne piger boller i Karry åbner dørene til et surrealistisk tekstunivers, hvor folkelighed går hånd i hånd med afsindighed og eftertanke. Det er antropologiske feltstudier blandt periferiens skæbner og dybt ind i familiealbummet. En perfekt balance mellem satiriske samfundsbetragtninger og gedigent poetisk håndværk med glimt i øjet, som fastholder din opmærksomhed fra start til slut.

Vokal, harmonika, el-guitar, gulvbas og trommer udgør lydsiden på albummets 10 solide skæringer, hvor bandet præsenterer en eklektisk musikalsk palet, der spænder fra ballader over røg-tung værtshusblues til insisterende balkan á go go.

Bandet har slået deres navn fast på musikscenen med fantastiske koncerter på steder lige fra Café Intime og Train til et udsolgt Store Vega med Balstyrko. De fire musikere formår med deres charmerende og imødekommende udtryk, at forføre publikum med ud på livets kringelkrogede stikveje og sikkert hjem igen.

Gunni & Nitterne trækk er en rød tråd fra skillingsviser, gårdsange, revy over gypsy og punkpoesi til en bastardgenre hvor hverken C.V. Jørgensen, John Mogensen eller Liva Weel har levet forgæves. Det er på dansk og det er rasende velskrevet.

Albummet er indspillet hos Louise Nipper i Soundscape Studio, mixet af Nicholas Rowley og mastereret i Audio Planet af Morten Bue. Erfarne folk som alle har en lang række banebrydende udgivelser på samvittigheden.

Kantede guitarfigurer Varieret trommespil Ligefrem og pågående vokal

Musikken på albummet startede et sted bagerst i hovedet på Thomas Nygaard og efter en hurtig demosession i efteråret 2003, stod det klart for den tidligere bassist i Pluto og Wynona, at Halph skulle være det sted, hvor han kunne lufte sine egne kompositioner.

Bandet Halph blev fuldendt da den velrenommerede jazztrommeslager, Karsten Bagge, tog imod Thomas Nygaards invitation og gav sit bud på den rytmiske underlægning til hans numres skarpe riffs og reciterede tekster. Med Karsten Bagges indtog i Thomas Nygaards univers havde projektet for alvor fundet sin naturlige retning.

I foråret 2004 blev Halph kontaktet af det nystartede selskab Ponyrec. En af de guldfarvede cd´er med lydfiler fra demosessionen havde tilfældigt krydset deres spor. På det tidspunkt havde Thomas Nygaard allerede besluttet sig for at genindspille demoen plus tre nye sange, denne gang live, uden bas og bærende overdubs.
Over syv fokuserede døgn i starten af juni 2004 og med aftalen fra Ponyrec på bordet, indspillede og mixede bandet, sammen med teknikeren Jesper Andersen, Answering Machines i det lille Noa studie, København.

Lysten til at spille og skabe var i forgrunden, med fokus på samspillet og på de involverede mennesker. Derfor er Answering Machines blevet til et dokument om to musikeres fordomsfrie møde.

Musikken vandrer fra det aggressivt konfronterende over det underholdende, drevne og insisterende. Der lurer en tilstand af underspillet melankoli, men altid med en stram snor i den uafhængige rock og fulgt på vej af tekster, der byder på deres egen mening i takt til den lidt specielle besætning med kun guitar og trommer.

Thomas Nygaard: sang, guitar
Karsten Bagge: trommer

Thomas Nygaard (f.1974) har tidligere været bassist i de stærkt anmelderroste bands Pluto og Wynona, begge med en loyal fanskare.
Karsten Bagge (f.1971) har i flere år været en efterspurgt sideman på den danske jazzscene, blandt andet sammen med Jesper Thilo, Bob Rockwell, Thomas Fryland o.m.a.

Kantede guitarfigurer
Varieret trommespil
Ligefrem og pågående vokal

Musikken på albummet startede et sted bagerst i hovedet på Thomas Nygaard og efter en hurtig demosession i efteråret 2003, stod det klart for den tidligere bassist i Pluto og Wynona, at Halph skulle være det sted, hvor han kunne lufte sine egne kompositioner.

Bandet Halph blev fuldendt da den velrenommerede jazztrommeslager, Karsten Bagge, tog imod Thomas Nygaards invitation og gav sit bud på den rytmiske underlægning til hans numres skarpe riffs og reciterede tekster. Med Karsten Bagges indtog i Thomas Nygaards univers havde projektet for alvor fundet sin naturlige retning.

I foråret 2004 blev Halph kontaktet af det nystartede selskab Ponyrec. En af de guldfarvede cd´er med lydfiler fra demosessionen havde tilfældigt krydset deres spor. På det tidspunkt havde Thomas Nygaard allerede besluttet sig for at genindspille demoen plus tre nye sange, denne gang live, uden bas og bærende overdubs.
Over syv fokuserede døgn i starten af juni 2004 og med aftalen fra Ponyrec på bordet, indspillede og mixede bandet, sammen med teknikeren Jesper Andersen, Answering Machines i det lille Noa studie, København.

Lysten til at spille og skabe var i forgrunden, med fokus på samspillet og på de involverede mennesker. Derfor er Answering Machines blevet til et dokument om to musikeres fordomsfrie møde.

Musikken vandrer fra det aggressivt konfronterende over det underholdende, drevne og insisterende. Der lurer en tilstand af underspillet melankoli, men altid med en stram snor i den uafhængige rock og fulgt på vej af tekster, der byder på deres egen mening i takt til den lidt specielle besætning med kun guitar og trommer.

Thomas Nygaard: sang, guitar
Karsten Bagge: trommer

Thomas Nygaard (f.1974) har tidligere været bassist i de stærkt anmelderroste bands Pluto og Wynona, begge med en loyal fanskare.
Karsten Bagge (f.1971) har i flere år været en efterspurgt sideman på den danske jazzscene, blandt andet sammen med Jesper Thilo, Bob Rockwell, Thomas Fryland o.m.a.

Ode To You er intuitiv og søgende rock. Et udfordrende,
melodisk og helt særegent udtryk.
Ode To You er ni numre på 42 minutter og 6 sekunder.
Ode To You er indspillet live på fem dage.
Ode To You er energi skabt at to mennesker i samme
rum med monitors og trykket fra forstærkeren i ryggen.
Ode To You er en oplevelese af at være tilstede LIVE.
Ode To You emmer af inspirationen fra mange og vidt
forskellige kilder, spændende fra Sonic Youth og Henry
Rollins til Elvin Jones og Tony Williams, men udtrykket
forbliver absolut originalt.
Halph er Thomas Nygaard (sang og guitar) og Karsten
Bagge (trommer). Ode To You er deres anden plade.
Mixet af Mario J. McNulty (David Bowie, Antony & The
Johnsons). Masteret i New York i The Lodge af Sarah
Register (Depeche Mode) og co-produced af Halph og
McNulty.

Ode To You er intuitiv og søgende rock. Et udfordrende, melodisk og helt særegent udtryk.
Ode To You er ni numre på 42 minutter og 6 sekunder. Ode To You er indspillet live på fem dage.
Ode To You er energi skabt at to mennesker i samme rum med monitors og trykket fra forstærkeren i ryggen.
Ode To You er en oplevelese af at være tilstede LIVE. Ode To You emmer af inspirationen fra mange og vidt
forskellige kilder, spændende fra Sonic Youth og Henry Rollins til Elvin Jones og Tony Williams, men udtrykket
forbliver absolut originalt.
Halph er Thomas Nygaard (sang og guitar) og Karsten Bagge (trommer). Ode To You er deres anden plade.
Mixet af Mario J. McNulty (David Bowie, Antony & The Johnsons). Masteret i New York i The Lodge af Sarah
Register (Depeche Mode) og co-produced af Halph og McNulty.

Endelig er Halph klar med deres tredje, album, opfølgeren til ”Answering, Machines”(04) og ”Ode To You”(06)., Denne gang har duoen igen allieret sig, med den amerikanske producer/tekniker, Mario McNulty (Laurie Anderson, David, Bowie, Kashmir o.a.), som bandet mødte, første gang under mixningen af ”Ode To, You”.

Samarbejdet fungerede så godt, at, de aftalte sammen at lave et album fra, start til slut – ”The World Is As You Are” er, resultatet., Pladen er mastereret hos Scott Hull, Mastering NYC af Dave McNair (Patti, Smith, Miles Davis, Jacob Dylan o.a.), “The World Is As You Are” er et meget, afbalanceret album med et mere samlet, udtryk end de to første udspil., Omdrejningspunktet er stadig det sublime, trommespil fra jazztrommeslageren, Karsten Bagge tilført et karakterfuldt, guitarspil og en direkte lyrik fra Thomas, Borge, men denne gang er der vægtet, mere over i en singer-songwriter-retning, som klæder Halph særdeles godt.,

Pladen udkommer kun på lp og som extra, bonus får køberen et sæt MP3 filer med, sig til iPod og computeren., Albummet gæstes desuden af Kasper, Eistrup (Kashmir) på både vokal og guitar.

The second album by Harry Merry.
Even more catchy then the first one.

6 brand new songs:
1. Sharki Supermachine, Betta Elisabetta, Intimacy seems eccentric, Rock ‘n roll postman, yeah well whatever, the appetite gets satisfied each bite.

Total Running Time 28:31

The first album by Harry’s band. Harry Merry goes pop with a crazy twist offcourse…
11 tracks, total running time 54:35

Tracklist:
1. Turnpikes and Roundabouts
2. Jailbird
3. It’s hard without a card
4. Hey, hey, put that gun away
5. The Testgame play
6. The R&B slam
7. The Panorama Paper
8. Don’t touch the clutch too much
9. Been through friday
10.Harbour Fair
11.The R&B slam (Nanko remix)

After their monumentual debut – the praised double album ‘God Is In The Details / Music For Ghosts’ [phisteria 2005] – and hot on the heels of two limited album releases in Germany [Shapeshifter Blues on Verato Project] and US [Bleach Dye Yr Heart on Gears of Sand] our very own animal rights avantgarde-drone-poltergeist-rockers return to phisteria, with this diverse 4-tracker that really pays hommage to the band’s heritage.

A1: The First Time We Met The Blues
This vibrant and epic, slow building, thematic, seven and a half minute piece is Hinsidan’s very own space-age drone blues. It comes with cathedral guitars and grandiose soundscapes. Imagine the instrumental Bowie/Eno’s Low/Heroes era meeting Zoviet/France in a 2008 setting and you’re halfway there….

A2: Labyrinths Of Obsession
Side A sure ends with a taste of metal in your mouth. It combines Superjus’ epileptic beat trickery with Atish’s most desperate vocals to date. His preformance brings memories of an angry Mark Stewart anno The Pop Group days. The music lingers…again..at the edge of this world.

B1: The First Time We Met The Blues [L’ombre Rmx]
A fantastic to-the-floor interpretation of the Hinsidan blues comes from renowned Ant-Zen artist L’ombre [Stephen Sawyer].

B2: Nightshift
A stunning live recording from Hinsidan’s last live concert in Ungdomshuset -RIP! We like you to know the kids fought to the last…
This track has been described as a psyched out version of Joy Divison with New Order keyboard themes. Features Casper Holm of the legendary post-punk band Before.

This limited 10’’ EP of 250 copies is most likely to be a hot collectible for all eternity.

‘Shiveringly delicious’ (Heathen Harvest)
‘The result again is utterly beautiful’ (Earlabs)

Howl Baby Howl er nok Danmark pt bedst gemte hemmelighed. En dansk duo, med Silas Tinglef på trommer og Jeppe Brix på Guitar. Begge er 23 år, de er gamle venner ,droppede ud af gymnasiet sammen og har desuden spillet sammen i flere bands siden begyndelsen af deres venskab.

Howl Baby Howl synger og leverer en skramlet art blues eksplosion, med ørehængende riffs og en unik sans for melodier og hooklines leveret med en overlegen nonchalance, som var brønden uudtømmelig. Det er garagerock med referencer til Blues Explosion, Black Rebel Motorcycle Club og vores egne danske Rumspringa(hvor Tinglef I øvrigt også spiller trommer), men melodierne og det samlede udtryk er stadig Howl’s helt eget…

På pladen medvirker desuden Jarno Varsted(Rumspringa) på mundharmonika og bassisten Anders Christensen(Raveonettes m.fl.)

Howl Baby Howl var opvarmning for Kira and the Ghost Riders danmarkstur i begyndelsen af oktober ‘08.

Centralt for bandet står stadig sanger og sangskriver Jacob Bellens, med sin særprægede og enestående vokal, der rummer både stor dybde og en fin skrøbelighed.

Første singlen ”Spinning The Cause” som P3 allerede nu spiller meget, er endnu et glimrende bevis på bandets melodiske overskud og fremragende samspil. Således mestrer de stadig den melankolske og mørke side af indierocken, men samtidig gives der løfter om lyse tider og nyfundet optimisme.

Og allerede nu tegner det til at et af landets fornemmeste bands her på tredje album, for alvor står overfor sit gennembrud.

Trackliste:
CABARET
PERMANENT VACATION
THE BLACKSMITH
ACE IN THE HOLE
POLKADOTS
SPINNING FOR THE CAUSE
WAKING UP THE BROTHERHOOD
BEGGARS AND BANGERS
TALK ABOUT THE TREADMILL
WEDDING SONG

Ibrahim Electric er et af de mest interessante og ubestemmelige bands herhjemme.

Det er et på én gang retrospektivt og nybrydende – under alle omstændigheder totalt fanden-i-voldsk – band, der ikke lader sig genrebestemme, men bare blæser derudad i et tempo, så man som lytter udfordres alvorligt på balancenerven. Det ene øjeblik blæser bandet lytteren i retroretning af The Doors og andre af beatmusikkens gamle syrehoveder, det næste fremad i retning af nogle af nu-og-fremtidens mest innovative fusions-, soul- og jazzbands. Der er således noget finurligt og energisk, uimponeret og ublokeret over Ibrahim Electric, der består af Jeppe Tuxen på hammondorgel, Niclas Knudsen på guitar og Stefan Pasborg på trommer. De tre formår sammen at udbygge eksisterende rammer og genrer i en sådan grad, at man kun kan juble og glædes med dem og deres musik.

Anmeldelser af denne udgivelse:

“Ibrahim Electric losser mås, så det synger i hypofysen, for sikke et kraftoverskud disse tre unge musikere lægger for dagen… det her er bedre end Viagra!” INFORMATION

“Jazz uden pibe!… Ibrahim Electric understreger med denne råsvingende udgivelse, at jazz bestemt ikke kun er for pensionerede gymnasie-lærere.” EKSTRA BLADET

LEGENDARISK NEW YORK-BAND GENDANNES PÅ DANSK PLADESELSKAB
Tilbage i 1981–83 var det New York-baserede band Ike Yard ét af de allermest toneangivende indenfor post-punken og krautrocken. Efter en kort karriere i raketfart med udgivelse på det legendariske Manchester-selskab Factory Records var det dog slut i ‘83, hvor bandet gik fra hinanden.
I dag, 26 år efter, er originalmedlemmerne nu overraskende samlet igen og har indspillet et nyt album og en EP – som helt sensationelt skal udgives på et dansk pladeselskab.

Ike Yard gik i opløsning i 1983, og på nær nogle ekstraordinære genforeningskoncerter i 2007 har der været stille omkring det toneangivende band med den korte og eksplosive karriere i starten af 80’erne. Det bliver der dog i allerhøjeste grad lavet om på nu – 26 år efter – hvor bandet i den originale besætning bestående af Stuart Argabright, Kenneth Compton og Michael Diekmann er klar med intet mindre end en dobbeltudgivelse bestående af et helt album og en ekstraordinær EP, som kun udkommer på limited edition 10-tommer vinyl i blot 250 eksemplarer.

SAMME BRAGENDE KRAFT
Musikalsk samler Ike Yard op hvor de slap, og tegner sig således fortsat med bragende kraft for den tidlige post-punk/no wave/industrial lyd, som de også dengang var en del af, side om side med bands som Cabaret Voltaire, Throbbing Gristle og Suicide. Lyden og udtrykket er dog opdateret til nutidige standarder, ikke mindst teknologisk, hvor tidens teknik har givet udgivelserne en meget mere fyldig sound. Ike Yard lyder dog stadig momentvist ligeså mørke og indestængte som altid, men tilføjer også mere lyse, melodiske og tilgængelige elementer til deres udtryk end tidligere hørt.
Albummet indeholder optagelser som er indspillet live på WFMU i producer Paul Geluso’s studie i New York, og består af sange som er inspireret af bandmedlemmernes rejser i Europa og Japan.
På EP’en er der blevet plads til fire numre i form af to originaler og to remixes. ‘Oshima Cassette’ er et nummer, som bandet ofte spillede live tilbage i Factory Records-dagene, men som aldrig før er blevet indspillet. Og ‘Citiesglit’, som er indspillet i New York med ord og scener fra New Yorks rooftops, og som indkapsler fortiden, nutiden og fremtiden for bandet. Begge numre er på Ep’en kompetent remixet af Hinsidan & Wäldchengarten.

I SELSKAB MED NEW ORDER, JIM JARMUSCH OG CBGB‘S
Ike Yard er på det nærmeste et tværsnit af post-punken anno 1982. De har optrådt med New Order på Ukranian National Home, med Section 25 på Peppermint Lounge og Maxwell’s, med Suicide og 13:13 (med Lydia Lynch) i Chase Park og med The Del Bzyzanteens (med Jim Jarmusch) på på det legendariske CBGB‘s og Music For Millions Festival. Ydermere har Ike Yard optrådt så prominente steder som Danceteria, Mudd Club, Pyramid Club og Tier 3.

DANSK SELSKAB TEGNER SIG FOR UDGIVELSEN
Både albummet og vinyl-EP’en udgives bemærkelsesværdigt på det lille fremadstormende danske selskab Phisteria. Selskabet har eksisteret siden 2004 og spænder over et bagkatalog med kunstnere fra snart sagt hele verden – fra udgivelse af danske Murder, over russiske Speaking In Tongues og britiske Geniuser, til iransk worldpunk fra bandet 127. Overordnet set rækker Phisteria’s katalog fra stilfærdig electronica og noise over futuristisk funk til kværnende metallisk psych.
“Det er noget af en drøm, at skulle udgive disse plader,” udtaler label manager Karsten Svendsen, og fortæller at han har brugt over et år i dialog med Ike Yard-medlemmerne for at hive aftalen med det legendariske band i land.

Hands up, if you’re bored of all the recent retro anankasms and crave for genuine pop music instead! Hands up, if you got time for the sort of music not dealing with elusive trends, music that does not lose itself in a theoretical discourse! Hands up, if you got time for music that wants to tell you stories (and that in case of doubt talks to you even instrumentally)!

Well, Jersey is new, though not unknown in the closely knit musical network spanning from Berlin to Munich. Jersey are Marion Gerth (ex Fred is Dead) and Florian Zimmer (ex Lali Puna, Saroos, Iso 68), Max Punktezahl (The Notwist, Contriva, Saroos) and Noel Rademacher (Singer/Songwriter-debut was released on Lok) & Andi Haberl (The Notwist, Masha Qrella).

Starting out as a project, Jersey has now become a proper band. A band that plays pointed pop songs in a silent, intimate way.

Songs that deal with everything indierock was and is famous for: longing, melancholy, silence, euphoria. Voluptuous guitars and polyphonic voices. And some electronic interferences, of course.

Jersey are refreshingly modern in an unpretentious way. Maybe it’s because they don’t have to prove anything to anyone.

Tracklist:
1. Moondial
2. Touch The Ground
3. Shoeshine
4. Talking To Myself
5. Itinerary
6. Icebound
7. Noir A.M.
8. Jaywalk
9. Darkline
10. Half An Hour

Hands up, if you’re bored of all the recent retro anankasms and crave for genuine pop music instead! Hands up, if you got time for the sort of music not dealing with elusive trends, music that does not lose itself in a theoretical discourse! Hands up, if you got time for music that wants to tell you stories (and that in case of doubt talks to you even instrumentally)!

Well, Jersey is new, though not unknown in the closely knit musical network spanning from Berlin to Munich. Jersey are Marion Gerth (ex Fred is Dead) and Florian Zimmer (ex Lali Puna, Saroos, Iso 68), Max Punktezahl (The Notwist, Contriva, Saroos) and Noel Rademacher (Singer/Songwriter-debut was released on Lok) & Andi Haberl (The Notwist, Masha Qrella).

Starting out as a project, Jersey has now become a proper band. A band that plays pointed pop songs in a silent, intimate way.

Songs that deal with everything indierock was and is famous for: longing, melancholy, silence, euphoria. Voluptuous guitars and polyphonic voices. And some electronic interferences, of course.

Jersey are refreshingly modern in an unpretentious way. Maybe it’s because they don’t have to prove anything to anyone.

Tracklist:
1. Moondial
2. Touch The Ground
3. Shoeshine
4. Talking To Myself
5. Itinerary
6. Icebound
7. Noir A.M.
8. Jaywalk
9. Darkline
10. Half An Hour

The mysterious DVP release by Jesus. For the connaisseurs…

My Guitar Plays Your Name er et samsurium af frække beats, kæk bas, tumultarisk el-guitar og et beat der giver dig lyst til at lave Running Man!

-Med en forkærlighed for tv-temaer, dadaisme,synthesizere og artister som Der Plan, Krafwerk, Frank Zappa og tidlig japansk electro, a la yellow magic orchestra, vælter Joy L. sig på “my Guitar plays your Name” i små hurtige popsange, filmiske temaer
og kæk lo-fi rock.

-Joy L. hed oprindeligt Joy Lieberkind, men skiftede navn til Joy L., da de modtog sagsanlæg fra mennesket Joy Lieberkind som ikke brød sig om at dele navn med orkestret.

-Joy L. Består af Oliver Hoiness og Jakob Millung.
Begge parter har indspillet og optrådt I flere forskellige sammenhænge. Jakob er dog først og fremmest medlem af “moi Caprice” og sammen med Oliver, af “Skammens Vogn” – et dansksproget poesi/sang/elektro-orkester debutudgivelse til . Oliver Hoiness er ejer af pladeselskabet Lolita Industri og spiller desuden i orkestrene Robot og Blob Back Fahrenheit , Kira and the Ghost riders m.fl.

-Joy L fandt sin form I 2001 da Oliver og Jakob delte en lejlighed I Kbh. Her blev “M.G.P.Y.N” og en lang række hidtil hemmeligholdte low-fi klassikere indspillet, først og fremmest på 4-spors kassettebåndoptagere og andet dejligt minimalistisk grej.

-Joy L. debutererede live i marts 2005 på “Klub Drama”,
Stengade 30, Kbh., og har siden spillet en lang række koncerter rundt omkring på landets klubscener.

-Debutpladen “My Guitar Plays Your Name”, med optagelser fra perioden 2001–2005, er kun udkommet på vinyl (den er lyserød) og er første udgivelse fra det københavnske selskab Lolita Industri der bla. Også udgiver “Maskinpark”, “Rumspringa”, “Skammens Vogn”, og anmelder-darlingen “Frisk Frugt” m.m.

Kato blev dannet på en tilrøget bodega i Aalborg i 2003, og besætningen tæller i dag Kristian Ross (vokal/guitar), Rasmus Visti (bas), Lasse Gram-Hansen (trommer) og Adam Buus (perc, orgel m.m.). Efter en rum tid i øvelokalet og flere intense koncerter på byens spillesteder tilbragte KATO det meste af sommeren 2007 i Kling-Klang Studiet i Aalborg for at indspille deres debutalbum ”In the Dew”. På albummet forener KATO en hårdt skramlende rocktriolyd med tablas, orgel og hjemmelavede percussioninstrumenter. Kvartettens rå lyd gennemsyres af islandske Kristín Thóra Haraldsdóttirs ofte støjende strygerarrangementer i en skæv og forslået alliance. De 8 numre på ”In the Dew” befinder sig på hver sin plads i et spændingsfelt fra stramt struktureret rock over indadvendt undren til en form for febrilsk rykkende støjrock, hvor tøjlerne slippes og sluserne åbnes på vid gab. Fælles for numrene – og måske debut’ens egentlige projekt – er mødet mellem stærkt fængende melodier og en støjende rockenergi, som kan give associationer til bl.a. norske Motorpsycho. Et møde der er særligt tydeligt på numre som ”Tuesday” og førstesinglen ”45”, som i øjeblikket er i rotation på P3’s playliste. ”In the Dew” udkom 8. november 2007 på vinyl og CD på det aalborgensiske label EMPTY TAPE.

Der er strømmet en hel del vand gennem Limfjorden, siden det aalborgensiske støj-rock band KATO udgav debutalbummet ”In The Dew” i efteråret 2007. Meningen var egentlig, at albummet kun skulle udkomme på vinyl, men vinylen blev forsinket. I stedet udkom ”In The Dew” på cd og fik en hel række lovende ord med på vejen.

”En uomtvisteligt lovende debut” skrev GAFFA og Soundvenue supplerede ”KATO viser bestemt potentiale, og der er lovende takter på indledningsnummeret ‘In My Soil’, som kombinerer det skrøbeligt slumrende med tunge, sønderslidte toner…” .

De 8 numre på ”In the Dew” befinder sig på hver sin plads i et spændingsfelt fra stramt struktureret rock over indadvendt undren til en form for febrilsk rykkende støjrock, hvor tøjlerne slippes og sluserne åbnes på vid gab. Fælles for numrene – og måske debut’ens egentlige projekt – er mødet mellem stærkt fængende melodier og en støjende rockenergi, som kan give associationer til bl.a. norske Motorpsycho. Kvartettens rå lyd gennemsyres af islandske Kristín Thóra Haraldsdóttirs ofte støjende stryger arrangementer i en skæv og forslået alliance.

KATO blev sidste forår nomineret til Rock Nord Prisen 2008, og bandet har igennem de sidste 2 år givet koncerter i det meste af landet. Men stadig lod vinylen vente på sig. Fejl fra trykkeriet i Tjekkiet samt dårlig kommunikation medførte, at bandets pladeselskab først modtog albummet i november sidste år (1 år efter oprindelig release). Nu er den så endelig klar, og denne lækre nummererede dobbelt 10 inch gatefold udgivelse, kan nu anskaffes til en særdeles fornuftig pris.

Multiinstrumentalist, sanger og producer Keith Canisius bedre kendt fra dreampop & shoegaze bandet Rumskib udgiver debut.

”Indimellem render man ind i en plade, der rører noget i én. En plade, der får hjertet til at pumpe lidt kraftigere og lidt hurtigere. Man føler sig nærmest forelsket, også selv om man ikke har nogen at rette forelskelsen mod. Sådan en plade er Ferris Wheel Makeout. Man føler sig en smule svimmel og får sommerfugle i maven, når man lytter til den. Den må være noget af det bedste at gå foråret i møde med, altså næst efter en rigtig forelskelse.
Hvilken genre vi befinder os i, understreges på instrumentsiden. Åbneren, ”The Sea Me, Feel Me,” lægger ud med en væg af forvrænget guitar og en smuk, sfærisk vokal, der svæver over melodien og skaber en fornemmelse af, at der er virkelig højt til loftet. En blå himmel i al sin simple skønhed er, hvad dette nummer minder om.” – UNDERTONER 5/6

“A few weeks ago, Keith Canisius stealthily released what will go down as one of the best records of 2008, the resplendent Ferris Wheel Makeout. Not many people have ever heard of Canisius, but those who have are more likely to know him as one half of Danish dream-pop act Rumskib. With his solo debut, Canisius takes Rumskib’s atmospheric tendencies in a more traditional shoegaze vein. The result is a record as gorgeous as it is timeless.” THE DONNYBROOK WRITING ACADEMY

“the fact that a listener is left with some sense of coherence at the end of any given track is a testament to Canisius’ ability as a composer”. IT’S A TRAP

“Not a dull moment here”. Big Takeover magazine

På dette opfølgende album, tager Keith Canisius (kendt fra bl.a. shoegazerbandet Rumskib) hans romantiske dream pop endnu et skridt videre i forhold til debutalbummet, Ferris Wheel Makeout fra ‘08. Lyden er således blevet endnu mere psykedelisk og ambient på den ene side, men samtidig også mere poppet, melodisk og moderne på den anden. Hans gode sans for at kreere stemninger og melodier kombineret med en skarp struktur tager lytteren til steder de aldrig har været før.
Endnu engang søger Canisius igen de eksplosive momenter i sin musik, men vel at mærke med en exceptionel sans for timing, hvor lytteren mindst venter det. Lyt for eksempel til det 7 minutter lange dream pop anthem Diving Day, som har gæsteoptræden af Isol Misenta (Entre Rios, Alsace Lorraine, Isol/Zypce) og du finder du af hvad der menes.
Canisius’ musik har en følelsesmæssig dybde og en musikalsk vision, som er unik og som gør ham i stand til at arbejde med en bred musikalsk pallette uden at skulle begrænse sig eller nødvendigvis forblive loyal til kun én genre. Alt kan ske og det gør det på denne udgivelse, ofte med traditionelle toner, men altid med en grænsesøgenhed der udforsker de øjeblikke hvor tankerne taber kontrollen og giver sig hen.

Bagmanden bag dreampop/shoegaze projeket Rumskib, Keith Canisius, er amerikansk født men opvokset i Danmark.

Den 11. Juni udkommer hans nye EP ”Openess is Dreaminess & Everything in Between” så på det københavnske selskab Pad & Pen. EP’en bliver den første af 3 EP’er i år som vil blive samlet i en fælles pakke når vi rammer jul.
Keith Canisius bevæger sig, ligesom Rumskib, i dreampop/shoegaze universet, hvor det er samspillet mellem psykedeliske støjflader og de melodiske og mere poppede passager, der i et komplekst men stærkt struktureret lydbillede, skaber det musikalske udtryk. Keith Canisius er ene mand bag roret i hans kompositioner.

King’s Light Infantry er ikke en del af et hype, heller ikke specielt moderne, men til gengæld stilsikre og trofaste mod egne principper.

Bandets udtryk har sit fundament i en mangfoldig vifte af genrer.
Her er ingen begrænsninger, og med et godt greb i nutiden rækker bandet gerne langt tilbage i vinylsamlingen for at finde ny inspiration. Den traditionelle Folk leger her side om side med den eksperimenterende Alternative, og skulle den canadiske Indie kigge forbi, må den også være med.

Sammensat med tålmodighed og en kollektiv musikalsk bevidsthed skaber King’s Light Infantry på denne måde et autentisk sammensurium, som de med glæde fremviser ved enhver elektrisk lejlighed.
Bandet består af: Mathias Slot, Andreas Linnet Jessen, Peter Fjordbak, Lone Slot Nielsen, Morten Gisselbæk

Three musicians swap instruments and feast on epical vocal harmonies. Lutz Nikolaus Kratzer (Vocals, Drums, Guitar, Electronics) reshapes the album “Outside In” (released through the popup- records label), when performing on stage. This new live ensemble supported by musicians Cordula Grolle (Vocals, Cello) and Karsten Deutschmann (Guitars, Keyboard, Bass pedal, Violin) makes .klein, which means small in german, a huge sensual listening experience.

In the last three years the band played many shows including Haldern Pop festival and Fusion festival. .klein supported Kashmir and Polarkreis 18 among others.

It took three years for .klein to put all the different musical worlds on one record. The challenge for band leader Kratzer with this kind of pop music was to combine his mood for partying with the desire for silence, landscape and space.
At the beginning nothing seemed to go according to plan, Kratzer thought the record would never be finished. But instead of giving it all up, he got inspired by the confusion and the struggle. Lots of different fragments and ideas were connected, and from those little fragments he created an outstanding pop record. “Outside In” has got dialectics and ambivalence in it’s title, but also forms a unity.

In the end Kratzer got the producer Anders Ehlin (Soffy O) to connect the single songs to a harmonious record. Band member Karsten Deutschmann backed him up with his know-how concerning arrangements, audio engineering and studio sessions.

The new record is a stylistic walk on a tightrope between electronic-laptop arrangements and outstanding acoustic-guitar riffs.

Divine Records har hermed den ære EP’en ‘Talk Of This Town’ med det danske projekt LABRADOR.

EP’en indeholder 5 sange, som alle er produceret i samarbejde med Martin Wenk fra det amerikanske orkester Calexico. Udover at have produceret musikken, spiller Martin Wenk også trompet, vibrafon m.m.

I den nye produktion har Labrador fået en lidt anden lyd end sædvanligt. Det er stadig gedigen sangskrivning og melodiøs indie-pop med inspiration fra forbillederne fra 60’erne (Gainsbourg, Scott Walker, Burt Bacharach). Men produktionen er i Martin Wenk’s hænder drejet lidt mere i en amerikansk retning, så man kunne måske betegne den nye lyd som et slags møde mellem Belle & Sebastian og Galexico.

EP’en er inspillet i Berlin, hvor Labrador-sangskriver Flemming Borby bor til dagligt.

Once again Lack has taken their unique expression and done something new with it. On their third album the music is controlled and very melodic. It’s either the most sophisticated hardcore you have ever heard or the meanest indie rock. But Lack doesn’t confine themselves to petty genre definitions and neither should you. With sarcastic lyrics, provocative song titles, catchy and utterly uncompromising music this is a record it’s hard NOT to have an opinion about. Listen. Love it. Lack kicks your ass. Again.

With great pleasure and a glowing conviction that we’re bringing you something unique Play/Rec presents: 7 inches that just might change your life.

In the white corner wearing what appears to be a homemade t-shirt with their name printed in big gold letters – Elitist, prophetic, defiant, sonic violence in a pop-coating from Denmark’s self-appointed band of genius. BETA SATAN.

In the red corner handling what appears to resemble a hand grenade (foul play, foul play, kids) with a track from their upcoming album to be released worldwide through Play/Rec in March 2008: LACK.

Two mindblowingly outstanding and utterly unstoppable bands on one little piece of vinyl. What’s not to like. And if you’re sitting there thinking: Why don’t they join the 21st century. Buy the 7’ and get both songs + a Beta Satan bonus track in high digital quality on top.

Livaventura was founded by Per Plambech Hansen (ex Low Frequency In Stereo) and Henriette Nielsen in the end of 2005. They started as a duo, and began making music using only a guitar and a drum machine. Just solid rock songs with pulse and heart.

Quickly the songs became more complex and therefore they needed more band members. Gordon Jensen, former member of Green Concorde, joined as the bass player, after moving back to Copenhagen from London. After searching for some time they found their new drummer in the young, promising Frederik Emil Bjørløw. Everybody is taking part in the musical process and often the tracks are developed from jamming.

Livaventura plays dynamic rock with roots in the alternative genre. Hard solid drums, noisy bass riffs, dreamy rocking guitar and a cool straight female vocalist are the ingredients in Livaventura. Mixed together this produces sexy, groovy rock music with huge soundscapes.

At the time, Livaventura is working on their debut album, which is planned released this spring. The band has planned to play in Germany, Denmark, Norway and Benelux in 2008.

Livaventura is:
Henriette Nielsen – lead vocal, guitar
Gordon Jensen – bass, vokal
Per Plambech Hansen – guitar, vocal
Frederik Emil Bjørløw – drummer

Den karakteristiske svenske poplyd får en ukarakteristisk shoegaze-behandling på debutalbummet fra Lothar, det 7 mand store Stockholm-ensemble, som med hele 4 (!) guitarister har en ganske umiskendelig og massiv lyd – en lyd som ikke mindst bærer præg af en særdeles unik indspilningsproces, som fandt sted ved siden af et kæmpestort vislende, klikkende og susende elværk i den den svenske hovedstad, og som derfor inspirerede det svenske 7-kløver til at udvikle deres helt egen sound.
Anmeldere verden over har rost bandets debutalbum. Eksempel: ”...[V]ery very good stuff recalling Blonde Redhead, Stereolab, Pia Fraus and the straightforward end of Deerhoof. The guitars are set to ‘noisy’, the songs are very catchy and very energetic and the singer is a lady. I’d heartily recommend this to those folks who are rather fond of early Lush records.” —Clinton @ Norman Records

The first Lushus album in the new, two bassplayer line-up. Nu-wave with hints of jazz, punk and deutsche welle…

1. Take of your head
2. Cold clear
3. You
4. Da
5. Hofhund und…
6. Der Alte
7. Red Blushes
8. Mein Mann
9. Out
10.Stock

Marvins Revolt er det nye medlem i Play/Rec familien, og det er sgu et lækkert barn. Med Patrolling The Heights har de skabt et værk, der vil give genlyd i alle Europas hjørner. Albummet er indspillet i Nikolaj Nørlunds Sauna Studie og indspillet samt produceret af det decideret varme amerikanske producernavn T.J. Lipple (MGMT, Medications, Shudder To Think m.fl.). Allerede nu kan man forsikre sig om at bandet har taget endnu et skridt op ad de øverste trin på sangskrivningens stiger, og samtidig bevæget sig i en ny retning i forhold til forrige års lille mathrock mesterværk Killec, enten ved at lytte til tracket Antique Markers på myspace eller hente nummeret Organize Your Arms HER . Melodisk, sprødt, men samtidig krassende på den gode måde.

Patrolling The Heights udgives af The Richter Collective i Storbritannien og Irland, HipHipHip i Frankrig, Parabolica i Japan, og naturligvis Play/Rec i Danmark og Tyskland.

Det er ét af årets mest roste danske bands, der debuterer den 6 december. Og det sker ikke på CD. Og det sker ikke i det vanlige album format.

Marybell Katastrophy har sagt pænt nej tak til de pladeselskabs-tilbud bandet fik efter deres optrædener på henhv. SPOT og Roskilde Festival. I stedet har de valgt at tage styringen selv, og udsende deres musik på lige dén måde, som de selv ønsker. Udgivelsen sker i samarbejde med bandets management, Merger.

This is the one udsendes i to formater:

-> på 10” vinyl, i 500 nummererede eksemplarer der hver især dekoreres af venner, familie, børn, kunstnere, fremmede & andet godt-folk. Med andre ord; ikke ét cover bliver ens.

-> som download udelukkende fra marybell.dk. Her kan man selv bestemme prisen.

This is the one er ikke et debutalbum – det er fem sange, der viser Marybell anno november 2007. Senere følger så flere sange. Hvilke og hvornår, er 100% op til bandet selv.

Udgivelsen kan på overfladen ses som et ’opgør’ med både cd-formatet og det traditionelle album format. Under overfladen er det et ønske om at lege uden restriktioner, at gøre hvad man vil, når man vil. Også at lave musik på andre formater og måder – senest har bandet f.eks. leveret al musik & jingles til DR2-serien Frank Molinos Forunderlige Fortællinger.

Marybell Katastrophy har på meget kort tid – debutkoncerten var i juli 2006 – formået at henrykke i ind- og udland. Bandet har turneret Frankrig + Tyskland, og fik i år æren af at åbne SPOT Festivalen. Politiken skrev: ”... en åbenbaring af en koncert (...) befriende højt til loftet, da Marybell Katastrophy åbnede Spot. Marie Højlunds nye kvartet har endnu ikke et album parat, men de kompositoriske evner, der blev stillet til skue i Musikhusets store sal, var overrumplende inspirerede og båret af stærke kunstneriske ambitioner (...) Det var let og tungt på én gang, da en af dansk musiks uslebne diamanter pludselig glimtede med forbløffende styrke.” Politiken, 2/6–07.

Information skrev: ”Marybell Katastrophy satte en høj en standard som første optrædende kunstner på dette års Spot. Og sikke et brag af en åbningskoncert.” Information, 1/6–07
Kort efter optrådte bandet på årets Roskilde Festival.

Musikalsk svæver beskrivelserne mellem ”Bangles på syre. Kate Bush vendt på hovedet i et nyt årtusinde” og “et forrygende kollektiv, der har imaginære beboere fra både Pixies og Chicks On Speeds. En slags spraglet avantgardepop?”

Det er modsætningerne der mødes. Det stille og det eksplosive. Harmonier og disharmonier. Og som de selv synger: ’Playful and distorted’.

Når Marybell Katastrophy 12. marts udgiver deres EP nr. 2 “You Are The Two” vil de, ligesom på “This Is The One” i december 2007, kun udgive i vinyl- og downloadformat. Denne gang bliver det på måske verdens største cover, intet mindre.

Ved sidste udgivelse blev 500 10” vinyler dekoreret individuelt af venner, familie og lokale kunstnere.

Ved den nye udgivelse føres dekorationsidéen videre. I samarbejde med billedkunstnerne Jakob Schweppenhäuser og Mathias Sæderup fra Århus skabtes i weekenden et 36 kvadratmeter stort maleri ud af et lærred på 500 10”-vinyler.

Maleriet skilles fra hinanden umiddelbart efter værket er færdigt mandag. Værket vil blive fotograferet og trykt på forsiden af coveret, således at hvert cover er en puslespilsbrik til det maleri, der er på forsiden. Værket vil blive nummereret så man efterfølgende vil få mulighed for at finde ud af (på marybell.dk og myspace.com/marybellkatastrophy), hvilken 500-del del af af værket man har fået. På den måde bliver også et sammenhængende værk spredt ud over hele verden.

Menfolk er lyden af trodsig, kontrær, kompleks rock, der ikke lader sig
tæmme. Buldrende, skramlende, skingrende og arrig – somme tider er
det befriende bare at give los. Menfolk giver los på det nye album
“Beast One / Man Nil”.

“Beast One / Man Nil” er Menfolks længe ventede opfølger til den massive
debut, “Colossus”. 5 år er der gået siden debuten, og mange koncerter er
det heller ikke blevet til. Men Menfolk har aldrig været et band, der lader
efterspørgslen diktere outputtet: Pladerne kommer, når de er klar, og
koncerterne spilles, når tiden er til det. Den attitude kan høres på Menfolks
nye album. Der lefles ikke for nogen. Overhovedet. Dette er ikke radiovenlig
rock, ikke ungdommelig modepunk, ikke tilbagelænet voksenrock eller
lydsporet til en utilpasset generation. De fire sære herrer i Menfolk trækker
på albummets 10 skæringer lytteren rundt i ørerne ved hjælp af
guitarfeedback, skæve trommebeats og bidske tekster om liv og død.
Bandets kompromisløshed kommer også visuelt til udtryk på albummets
cover, der er prydet af udstyr, som bandet selv designede og byggede inden
indspilningerne. Menfolk lyder ikke som noget andet.

Modsat tidligere har bandet denne gang valgt ikke at være helt alene om
indspilningsprocessen. Med udgangspunkt i det succesfulde tekniker- og
producersamarbejde som Per Chnöeldh fra Menfolk har haft med Jakob
Reichert Nielsen på andre udgivelser (Lack “Saturate Every Atom”, Rising
mm.), har Menfolk valgt at invitere Jakob med indenfor. Jakob var med
under opstarten af indspilningerne og har efterfølgende stået for mixningen
af albummet. Som på Menfolks forrige udgivelser har bandet selv stået for
produktionen. Albummet blev indspillet på døgninstitutionen Fjordhøj (mens
børnene var på sommerferie!) samt i den øde tidligere feriebørnskoloni
Solhuset, hvor “Colossus” og “Are We Enemies” også blev til. Bob Weston
(Shellac) har stået for den nænsomme mastering, der i den grad får
musikken “ud” og samtidig er tro mod indspilningernes dynamik.
Menfolk har eksisteret siden 1999 og består af trommeslager,
guitarist/sanger og to bassister. Resultatet af det utraditionelle line-up med
to bassister er kantet aggressiv rock i sin helt egen form og udtryk. Musik
med kompleksitet, støj og nerve i centrum, som ikke umiddelbart lader sig
binde af rockens konventionelle rammer. Et anarkistisk bud på, hvordan
rock kan lyde, når den frigøres for alle tøjler.

Den 31/5–2010 udkommer “Beast One / Man Nil”. Som fysisk format
udelukkende på lækker 180g vinyl med medfølgende download. Som digital
download vil albummet både være tilgængeligt som mp3 og i 24-bit “bedre
end CD”-kvalitet.

Menfolk:
Lars Thor (guitar/vokal)
Søren Jakobsen (bas)
Per Jørgensen (bas)
Per Chnöeldh (trommer)

Kvinder og børn først. Så er det ned i bunkeren. Gem dig hvis du kan. Dette er så virkeligt som det kan blive. Ikke noget svagt, midtsøgende poplort her.
Rigtigt, virkeligt langt ude musik fra en bande hårdt narkoramte syrehoveder. København 1983: et af de mærkeligste og mest obskure bands i dansk rockhistorie bliver født. To koncerter og et radiointerview var alt hvad dette mørke og forstyrrede sammenrend kunne svinge sig op til. Heldigvis brugte de lang tid på at nå et højere bevidsthedslag, øve og indspille. Garagelyd, stoffremkaldt intensitet, lange jams og demente sange, det er her altsammen.
Midgets var en videre udvikling fra den første danske punkbølge, og inkluderede bl.a. et x-sodsmedlem og Fritz bonfils fra Before. Bandet prøvede at opnå total musisk frihed inspireret af bl.a. Doors, Love og Hendrix. På trods af at der var en flirt med psykedelisk musik i den danske undergrund på det tidspunkt, var deres udgangspunkt med til at dødsdømme bandet allerede på forhånd.
De holdt kun sammen i et år, men som man kan høre på Dobbel LP’en brændte de op i 1983. Titler som “The life of a junkie is the life of a nigger”, “Paranoid wreck”, “Shadows in the dark” og “Lucifer on the wall” siger det hele.
Hvis du skal høre begge LP’er i træk, så sørg for at du er udhvilet, frisk og ved dine fulde fem. Der ryger måske en prop eller to når nålen først har lagt sig fast i rillerne. Det eneste vi kan komme i tanke om som reference er et mindre art-inspireret, mere rockende No Knox eller amerikanske Yahova 13, hvis de havde været fra den danske punkscene i starten af 80’erne.
Krydret med korte brudstykker af interview fra Radio Sokkelund. Insert med bandhistorie leveret af bandet.
Som forsanger fritz siger på pladen: “Man kan godt kalde os et psykedelisk band, da vi godt kan lide at være høje eller stenede når vi spiller”.

Psykedelisk DIY lonerfolk fra midtfirsernes københavnske undergrund. Rockmusikken har altid været fuld af enspændere og skæve esistenser. Morten Barfoed er en sådan.
Alle sange på No sign of a sign er optaget på en 4-spors båndoptager i Morten Barfoeds et-værelses lejlighed i Københavns Nordvestkvarter i tidsrummet 1986–1988 og skrevet og spillet af kunstneren selv.
No sign of a sign består af 11 vedkommende og ærlige sange om kærlighed, verdenen, ensomhed, månen, regnen og iskolde Kong Vinter og giver et sjældent indblik i et primitivt genis musikalske vision
Musikken spænder fra folkede, psykedeliske og progressive lydlandskaber til små popperler, der er svære at få ud af hovedet.

‘Count Your Blessings’ er opfølgeren til det smukke
debutalbum, ‘Unlike You’ (2004) fra den danske sadcore
duo Munck//Johnson. ‘Count Your Blessings’ viderefører
vemodet fra ‘Unlike You’ og bevæger sig videre af kærlighedens
uransaglige veje, gennem fortvivlelse og
opgivelse frem mod forløsning og afklaring.
Camilla Muncks skrøbelige og tyste vokal får følgeskab
af multiinstrumentalisten Moogie Johnsons akustisk
guitar og klaver. Fjerne feedbacks, elektrisk knasen og
orgler udgør nogle af musikkens mange lag. Lyrikken er
kraftfuld og poetisk, og til tider smertefuld ærlig.
‘Count Your Blessings’ er indspillet af Munck//Johnson
med bidrag fra gæstemusikere. Også denne gang er
duoen draget fra København til Lystrup, Djursland, hvor
de i 14 dage omgivet af instrumenter og stedets ødehed
skabte dette nøgne og meget stærke album.
For tiden kan Moogie Johnson høres som en del af Pato
og tidligere har han spillet med bl.a. Green Pitch, Pluto
og mange flere, mens Camilla Munck har sunget med på
Armstrong og Varano’s seneste albums og snart er
aktuel på Kenneth Bagers soloalbum.

‘Count Your Blessings’ er opfølgeren til det smukke
debutalbum, ‘Unlike You’ (2004) fra den danske sadcore
duo Munck//Johnson. ‘Count Your Blessings’ viderefører
vemodet fra ‘Unlike You’ og bevæger sig videre af kærlighedens
uransaglige veje, gennem fortvivlelse og
opgivelse frem mod forløsning og afklaring.
Camilla Muncks skrøbelige og tyste vokal får følgeskab
af multiinstrumentalisten Moogie Johnsons akustisk
guitar og klaver. Fjerne feedbacks, elektrisk knasen og
orgler udgør nogle af musikkens mange lag. Lyrikken er
kraftfuld og poetisk, og til tider smertefuld ærlig.
‘Count Your Blessings’ er indspillet af Munck//Johnson
med bidrag fra gæstemusikere. Også denne gang er
duoen draget fra København til Lystrup, Djursland, hvor
de i 14 dage omgivet af instrumenter og stedets ødehed
skabte dette nøgne og meget stærke album.
For tiden kan Moogie Johnson høres som en del af Pato
og tidligere har han spillet med bl.a. Green Pitch, Pluto
og mange flere, mens Camilla Munck har sunget med på
Armstrong og Varano’s seneste albums og snart er
aktuel på Kenneth Bagers soloalbum.

Under Radiohuset Rocker 2006 optog DR Munck//Johnsons fantastiske koncert. Fra optagelserne har Munck//Johnson udvalgt 4 numre; 3 fra pladerne ”Unlike You” og ”Count Your Bessings” og 1 uudgivet. Det hele samlet på denne lille 10”.
Munck//Johnson består af sangeren Camilla Munck og musikeren Moogie Johnson. De mødtes førsti 1999 i alt-country bandet Wynona, som lagde både den danske musikpresse og det danske publikum ned. Fem år med masser af turnevirksomhed senere besluttede de så at udforske hvad de kunne som duo – og Munck//Johnson var født. Duoen signede med Ponyrec i 2005 hvor debutpladen ‘Unlike You’ blev udgivet til masser af anmelderroser – og flere turneer i både Danmark og flere andre lande i Europa med deres minimalistiske alternative livtag med singersongwritergenren.

DEBUTALBUM FRA ISLANDS NYE DARLINGS

Historien om Munich – og deres nyligt vundne succes – indeholder en bemærkelsesværdi række af tilfældighed, sammentræf og hårdt arbejde. Det hele sammen munder ud i en af dansk musiks største eksportsucceser netop nu.

Gruppen har eksisteret i en lang række år og har længe været en lokal publikumsfavorit på hjemmebanen i Århus. For den brede offentlighed har Munich dog været et forholdsvis uskrevet blad, indtil arbejdet med debutalbummet ”Those Who Dare” endelig gik i gang. Først single ”The Young Ones” blev playlistet højt af P3 og gruppen lå længe i rotation på DR’s kanaler. Den øgede airplay kastede et par spændende livejobs af sig, men siden da har Munich holdt tingene på lavt blus og i stedet forberedt sig til en omfattende tour, der i slutning af 2008 vil ramme de fleste større, danske byer. Men ved et tilfældigt møde blev forberedelserne forstyrret.

Under sidste års Spot-festival i Århus var Munich godt nok ikke på programmet, men mødte alligevel op for at præsentere deres musik for de fremmødte pressefolk. En henkastet samtale med en islandsk radiovært betød udveksling af kontaktinformation – og han fik stukket en single i hånden. Han tog den med hjem og lod den ligge, for en dag at sætte nummeret på. Øjeblikkeligt var han solgt, da nummeret ”The Young Ones” tonede ud af højttalerne. Senere valgte han at spille nummeret i sit program på Islands største rock-radiokanal – og det gav lytterstorm. Inden længe lå sangen nr. 1 på den islandske hitliste – foran amerikanske verdensstjerner. Og den blev der i 7 uger i træk. Uden af stand til rigtig at forstå, hvad der foregik på klippeøen, sendte Munich endnu et nummer afsted til radiokanalen – og lige som sidst gik sangen nummer et på hitlisten.

Efter den megen radioomtale, blev bandet inviteret til Island af radiostationen, der lovede at sammensætte en rigtig tour til bandet på øen. Uden at vide, hvor stor omtalen af bandet var, ankom de forventningsfulde til Reykjavik. Overraskelsen var stor, da selv Islands største spillesteder (med plads til 400–500 mennesker) måtte melde alt udsolgt og usædvanligt mange forespørgsler på eventuelt overskydende billetter. På de forreste rækker stod teenage-piger og skreg med på sangteksterne, souvenirboden blev halvvejs væltet over ende af fans og bandets medlemmer blev gentagende gange genkendt på gaden – endda da de stod nøgne under bruseren i omklædningsrummet efter en tur i de varme kilder. I løbet af turneen optrådte Munich for 1200 mennesker, fordelt på 4 koncerter.

Tilbage i Danmark – og tingene vender tilbage til normalt. Slut med at blive genkendt på gaden – og bandet er i virkeligheden godt tilfredse med at kunne leve et uforstyrret liv som undergrundsband. Indtil telefonen ringer og minderne fra Island vender tilbage. I den anden ende er repræsentanter for det verdenkendte pladeselskab Smekklaysa (og kendt som Bad Taste Records), der blandt andre udgiver Björk og Sigur Ros. Og selskabet er delvist eget af selv samme Björk, et af bandets store idoler. Selskabet var meget interesserede i et samarbejde – i første omgang betyder det, at Munichs debutplade udkommer på Island igennem det anerkendte label. En noget anden type forretning end deres danske selskab, det lille århusianske selskab Warfare Records.

Efter stjernestatus på Island – og undergrundstilværelse i Danmark – udgab Munich sit debutalbum i Danmark den 14. juni 2008.

1. Kitchendoors
2. The Young Ones
3. Eyes of Glass
4. Summer Breeze
5. Sea Ports
6. Juliet Said We Were Soldiers
7. Livingroom Radiation
8. The Dam
9. The Disappearance in the Back of His Skull
10. Two Seconds
11. Vapour Trails

A beautiful gatefold vinyl re-release of this classic album.

One Year From Now Its My Birthday is a stunning collection of songs
recorded in various bedrooms and rehearsal studios around Copenhagen.
Recorded in weeks, mixed and remixed over months,
the 10 songs covering a half decade in the life of Jacob Bellens and his young allies.

One Year From Now Its My Birthday is a stunning collection of songs
recorded in various bedrooms and rehearsal studios around Copenhagen.
Recorded in weeks, mixed and remixed over months,
the 10 songs covering a half decade in the life of Jacob Bellens and his young allies.

11-spors konceptalbum fra det Danske alternative metalband Mørk, som blandet postpunk, alternativ metal og postrock til et udtryk af skæve majestætiske strukturer. Geiger beskrev pladen som “heavy metal riffs og brutale skrigende vokaler med semiakustiske forvrængede sange og sang i usædvanlige struktuerer (Kim Elgaard Andersen i Geiger).

Efter at have gemt sig i midtsjællands buske og krat i al for lang tid får vi nu alle et glimt af tusmørkets melankolske farvel til dagen og begyndende omfavnelse af natten.
Multiinstrumentalisten Nicolai Vilhelm Tell er ude med sit første album. Tætpakket med progressiv psykedelisk rock og folk.
Ved hjælp af hammondorgel, violiner, fløjter, fuzzguitar, bas og trommer hvirvles man rundt i sådan en grad, at Ringsted ligeså godt kunne ligge dybt inde i de svenske skove.
Musikken er optaget i Nicolais eget studie mellem 2002 –2006, inspireret af Hansson, Alrune rod, International Harvester, Bifrost og en lang række af mere eller mindre obskure nordiske orkestre.

Bandet, der oprindeligt kommer fra Aalborg og forstæder, blev dannet i 2003 af Malthe Fischer, Kristian Olsen, Aske Zidore og Kristoffer Rom, og efter udgivelsen af deres EP “Now You Know: Oh No Ono” i marts 2005, vandt de Rock Nord Prisen på 25.000 kroner, og bassist Nis Svoldgård kom med i bandet. De spiller en blanding af 80’er disko, new wave og power pop, men mener selv ikke, at ville binde sig til en bestemt genre. De vil have deres frihed som kunstner og kunne spille lige hvad de har lyst til, uden at træde uden for én hvis genre. Oh No Ono har i 2006 gjort sig meget positivt bemærket på den danske musikscene, blandt andet ved at de har været “Ugens Uundgåelige” på P3 med nummeret “Keeping Warm In A Cold Country”. De har blandt andet også vundet P3Guld prisen for “bedste gennembrud” og en Gaffa-award for “bedste gennembrud”.

Soundvenue skrev:
“I Oh No Onos verden er der en egen logisk sammenhæng. Bandet har en sublim kontrol over kollektive virkemidler, og der er intet påtaget eller forceret over ‘Yes’. Albummet kommer ikke sjældent nær det særegne og viser et band med personlighed og eventyrlyst som de absolutte styrkesider. Og skal der indvendes noget mod denne samling effektfulde sange må det netop være, at ‘Yes’ er lettere at elske for sin fantasi, særlighed og insisteren på at nedsparke genrebåse, end for sange, der går lige i hjertekulen.”

Rasmus Dalls americana-baserede muldyr har smidt ørkenrocken i svinget og søger i stedet græsgange i en mere organisk, indadvendt affære. Og det klæder københavnske One-Eyed Mule på dette tredje (lidt årstidsforvirrede) album med den sigende titel Drifting To A Happy Place. Albummet giver ikke så mange rocknumre til liverepertoiret, men fungerer som helhed udmærket. I hvert fald hvis man ser bort fra den irriterende Happily Drunk og den umådeligt simple She’s A Woman Now, som gentager de inden for tekstuniverset lidt typiske mantraer. Produktionsmæssigt har Mikkel Bolding (Messy Shelters) ramt et varmt, rustikt vokal- og trommerum, som især klæder de stille sange som post-Rumour & Garfunkel- åbneren September Sigh, sitar-hymnen Wintersong og det Morricone-inspirerede mundharpe-/western-soundtrack Lullaby For Loui. Alt i alt beviser det nye materiale, at One-Eyed Mule ikke entydigt behøver at sigte efter det autentiske americana-cut, som Rasmus Dall i forvejen fint udlever med sin personlige frasering, men i stedet kan komme langt med at udvikle de kompositionelle idéer. Up-tempo-tracket Everything I Do Is Wrong og den namedroppende godnatssang Nico’s Arabesque giver endnu et lag på et varmt udspil.

Peter Laugesen og Singvogels nye udspil hedder Apparatets skygge. Den åbenlyse annotation af vejen, er det i grunden en ganske passende titel, da der i denne ombæring veksles endnu mere mellem de konventionelle og de elektroniske instrumenter end på det forrige udspil. Andreas Hansens vokal, som sporadisk blev vævet ind i på forrige plade, har nu helt taget bagsædet, og bliver kun brugt som backing på enkelte numre. I det hele taget virker det som om, man har valgt at fokusere på orkestrets to største forcer: Den musikalske alsidighed og Laugesens lyrik.

Egentlig skulle de have heddet Polyfem efter kyklopen i Odyseen, men
nogen kom til at stave navnet forke-ert (de er fra Næstved).
Polyfeen er inspireret af Culpeper, Day of Phoenix og Colloseum.
De danske tekster drejer deres udtryk lidt i retning af Alrune Rod, som de lød på de to første plader.
Polyfeen eksisterede fra 1970 til 1973.
Meget hurtigt fik bandet rygte som et kompetent live-band og turnerede med Hurdy Gurdy, Gasolin og Rainbow Band.
De spillede også på den anden Roskilde Festival i 1972.

Musikken er både struktureret og improviseret og ender ofte i
psykedeliske udkoksninger
Så vidt vides repræsenterer “Langt Ude i Skoven” de eneste eksisterende
optagelser med dette originale band. Koncerten fandt sted på Nysted
Ungdomsskole på Lolland 18/2 1972.
Lyden er rå og ærlig og fuldstændig i tidens ånd.

Polyfeen er:

Erik Hansen: Sang
Palle Bang Stjernholm Nielsen: Trommer
Finn Sørensen: Guitar
Anders Olsen: Bas
Per Hugo Rotbøll Nielsen: Orgel
Erling Jelen: Tekniker

Med progressive inspirationskilder, går Århusianske PUPPET ARMS selvstændigt ind I en melodisk blanding af rock og metal.

PUPPET ARMS har allerede leveret et aftryk I den danske undergrund I form af flotte anmeldelser, et par udsolgte koncerter og en nominering til DMeA 9 2008, som årets talent. Siden PUPPET ARMS tilblivelse i vinteren 2007 har de, trods deres korte eksistens, sat streg under deres store talent og enorme potentiale med den solide EP ”Why Would Anyone Care?”, en semif inaleplads i musikfestivalen Emergenza og en række stærke shows med et gennemført sceneshow.

D. 20 Marts udgiver PUPPET ARMS EPén ”Illusion” til de danske butikker. EP´en udkommer ligeledes digitalt I hele Europa via Gateway, og I resten af verden via Strange Ears. EP’en er mixed og mastered af den anerkendte Tue Madsen (Mnemic, The Haunted, Hatesphere, Rob Halford) ved Antfarm Studios.

PUPPET ARMS eksperimenterer med grundlæggende principper i skabelsen af musik og blander genrer på spændende og nytænkende vis. Eller som en anmelder har kaldt det: “en udansk måde”.
Oplev bandet på de danske spillesteder I løbet af 2010!

Quist – alias 28—årige guitarist og singer-songwriter Jacob Quistgaard – udgiver sin første studieplade, ’Ws – From London E8’, d. 7. September 2009 i Danmark på MeriTone Music og optræder i den sammenhæng bl.a på den nye co2-neutrale Co2penhagen Festival d. 5. September med navne som Mercury Rev, Lulu Rouge og Dune.

’Ws – From London E8’ er et personligt ’lyd-postkort’ fra metropolen London, hvor Quist har boet siden han blev tilbudt et stipendium til at studere jazz guitar på Royal Academy of Music. Quist’s musik er inspireret af guitarister og sangere som Jose Gonzales, Nick Drake, Elliott Smith og John Martyn, men kommer dog ud på sin helt egen unikke facon, hvilket bl.a skyldes hans specielle baggrund som guitarist og hans meget nutids-baserede tekstunivers. Quist har været aktiv som syngende guitarist i forskellige indie-acts siden han først kom til UK (f.eks brasilianske Cibelle) – men har undervejs altid skrevet sine egne sange.

Stilen og stemningen på ’Ws – From London E8’ er personlig, alt imens temaerne spænder sig fra livet i storbyen, det at immigrere og være ’fremmed’, personlig frihed og tanker om fremtid og miljø. Pladen starter med ’Maryland On The 3.54’, ombord på toget til øst-london stationen ’Maryland’ og slutter med tanker om at forlade storbyen i den sagte ’Four Fingers & A Thumb’. Midtvejs stopper vi på ’Ws For Whatever’.

’Ws’ henfører til det håndtegn der kan tilføjes ytringen ’whatever!’. Udtrykket – som først blev gjort kendt af ’Valley Girl’-imaget, hvilket Frank Zappa portrætterede i sangen af samme navn i hans hit fra 1982 – er siden hen blevet mere mainstream og bliver stadig brugt hyppigt af specielt helt unge teenagere i London, som et generelt ’jeg er bare ligeglad’-svar på tiltale.

’Ws –From London E8’ er indspillet (hovedsageligt) live – produceret af Richard Causon, som bl.a har arbejdet med folk som Rufus Wainwright, Ryan Adams, Teitur, Jayhawks, Brendan Benson (Raconteurs) og Kings Of Leon. Den er desuden masteret af Ray Staff i de berømte Air Studios, som Sir George Martin i sin tid startede. Ray Staff har lagt sidste hånd på et væld af klassiske (rock-) plader – fra Phil Collins og Van Morrison til Libertines og Corinne Bailey Rae.

Udover Quist på vokal og guitar (samt bas, harmonium, mandolin, ukulele og perkussion) medvirker den danske trommeslager Kristoffer Sonne, som Quist fangede umiddelbart efter hans verdensturne med engelske James Morrison. Producer Richard Causon spiller også med – på et væld af tangentinstrumenter – fra Wurlitzer, til tack piano, hammond-orgel og obskure gamle keyboards. Derudover spiller Ivo Neame (Duke Special m.fl.) på fløjte og klarinet, Rory Simmons (Jamie Cullum m.fl.) på trompet og flugelhorn, Chris Webster (Saravah Soul m.fl.) på trombone og Jo Silverstone (Rachel Unthank & The Winterset m.fl.) på cello.

Tilsæt så et 10-talligt pigekor fra Chadwell Heath Foundation School på et par af numrene og Quist’s personlige og dybt originale univers er fuldendt!

’Ws – From London E8’ udkommer på MeriTone Music (se www.meritonemusic.com) og vil kunne købes fra d. 7. september 2009 i gode danske musikbutikker, samt som download på iTunes og andre kendte download-services. 20% af salget går til ’Low Impact Living Initiative’ (LILI) – mere information om LILI findes på www.lowimpact.org

(fra Gaffa): Ikke helt ufortjent betragtes Nikolaj Nørlund som indierockens danske fader tilbage fra hans første orkester Trains And Boats And Planes. Sideløbende med hans senere karriere som dansksproget sanger og sangskriver har han dyrket denne lidenskab i det engelsksprogede Rhonda Harris. Here’s The Rhonda Harris er bandets 5. album siden 1995, og er så absolut det mest velstøbte. Der er helt eminente sange på albummet, der holder et imponerende højt bundniveau.
Melodierne er på en gang fysiske og vægtløse i hænderne på The Rhonda Harris, som byder på overdrevent godt trommespil fra Jakob Høyer og klare klange fra tidens mest aktive og begavede guitarist Rune Kjeldsen. Med denne backing har Nikolaj Nørlunds melodier det let, men de løfter sig heldigvis yderligere, og den kropslige rock bumper blidt over skyerne. Nikolaj Nørlund synger drømmende og vovet, så ruderne dugger kraftigt i den fantastiske Hot September, og bandet rammer elegant den store sang i On Time. Den gamle kan så sandelig sit kram.

Route of the Belated kan betyde den forsinkedes vej, eller den der er blevet draget af nattens vej. Det er samtidig alter egoet for den 29—årige aalborgensiske, sangskriver Lasse Vestergaard, der i tæt samarbejde med musiker og producer Gæst Vincent gennem to år har optaget et album, der med udgangspunkt i folk-musikken og den akustiske guitar stritter i flere musikalske retninger: fra det organiske og minimalistiske lydbillede, til det orkestrale og ambiente. Fælles er en stor kærlighed til musikkens billeder, sprog og stemninger.

Albummet Route of the Belated er en hyldest til byen – både metropolen og provinsen. Der åbnes ambient med sangen Lost Uptown, der handler om at fare vild i New York og finde noget andet og bedre, end hvad man var sat ud for at finde. Flere af sangene på albummet handler således om livet i storbyen – ensomheden, rastløsheden, glæden og kampen om at slå til et andet sted. Resten af sangene handler om livet tilbage i provinsbyen – genkendeligheden, forudsigeligheden og trygheden.

På albummet medvirker, udover Vestergaard og Vincent, bl.a. Mikael K (Klondyke), guitarist Nikolaj Heyman (Western Stars), trommeslager Michael Friis (bl.a. Allan Olsen) og den Irske fløjtespiller Alan Doherty (Gráda, solist på Lord of The Rings movie soundtrack).

Albummet er produceret og mixet af Gæst Vincent og Lasse Vestergaard i Aalborg og masteret af Jason Ward (bl.a. samarbejdet med Lambchop, Arcade Fire) i Chicago, og udgives i Danmark på Vestergaards eget selskab Gutter Baby og distribueres af Labelkollektiv distribution.

Vestergaard har de seneste år markeret sig som et spændende bekendtskab både i- og udenfor undergrunden af den danske musikscene. Han bevæger sig indenfor et krydsfelt af en akustisk og folket tone og et rocket udtryk. Han har to udgivelser bag sig, Tracks (2004) og VIVA!.. and then some (2005) på det lille selskab mis.label, samt en omfattende koncertaktivitet, hvor han b.la. har optrådt på det legendariske spillested CBGB´s i New York. Han har supportet navne som José González (S), Tiger Lou (S) og Jesse Harris (US). Om det seneste album, VIVA!..and then some, skrev pressen bl.a.:

“noget så sjældent som en helt igennem velfungerende og velskrevet folk- eller singer/songwriter-udgivelse undfanget i Danmark (…..) Alt i alt forekommer Vestergaards plade at være et om ikke banebrydende og grænseoverskridende, så i hvert fald meget kvalificeret, originalt og personligt bud på en senmoderne folkemusik – og som sådan vel egentlig ganske visionær.“ Geiger

”VIVA!..and then some fortjener maksimal opmærksomhed.” (5/6 Nordjyske),

“Den aalborgensiske sangskriver har for alvor lagt bunden.” (4/6 Jyllandsposten),

“En af Danmarks mest spændende sangskrivere indenfor folk-rocken.” (4/6 Musikliv.dk),

“Talentet er dér i den grad og ikke langt fra at være i international klasse.” (4,5/6 Undertoner.dk),

”VIVA og BRAVO! En varm pakke i en kold tid.” (5/6 Skopet)

www.myspace.com/routeofthebelated
www.lassevestergaard.dk

Rumskib begyndte som duo i studiet på musikbiblioteket i Odense i 2002 og har siden dets fødsel på Internettet i 2005 taget små men sikre skridt. I 2006 blev bandet tilbudt pladekontrakter i Japan og USA.
I 2008 fandt bandet en tilfredsstillende live besætning. De kan bla. Opleves på Roskildes upcoming scene i år.
Rumskibs musik kan beskrives som en blanding af shoegaze og dreampop tilført et surrealistisk, men tilgængeligt og poppede udtryk. Deres debutplade ”Rumskib” er anmelder rost såvel i Danmark som i store dele af verden.

“So far, the best debut album of the year, bar none.” – Chain D.L.K

“No record collection is comlete without one of these”.- Tremolo 100

“This record is simply one of the most amazing records I’ve heard this year, and it’s one of the best records of the shoegazing movement since…1991.” – PRESS PLAY, RECORD

“I mit univers har de fundet plads i evig tid!” KULTUNAUT – 5 ud af 6

”der næppe nogen af forbillederne, der nogen sinde præsterede en så flot og kohærent samling sange som denne” – Geiger

”et fortryllende frikvarter fra hverdagens tyngende realiteter” – Geiger

From the realms of the danish underground, Rumspringa brings you now their second full-length called: III.

III is a beautiful mess of country-rock,lo-fi and rock´n´roll mixed with slightly electronic textures. Rumspringa brings lots of different ideas and takes unusual turns sometimes, but all in all, if you like the style of Pavement, Silver jews and a good old swingin´ Bo Diddley-beat, you won´t be dissapointed here!

Rumspringa Is gonna make you wonder, laugh and jump around in your living room. (on this album Rumspringa is joined by good friend and musician Anders from Frisk Frugt, whom you´ll probably recognize somewhere down in the mix.

Med Heresy & Rite debuterer Salli Lunn efter flere års rumsteren i den københavnske undergrund. Duck On The Walk Records udgiver Salli Lunn`s “Heresy & Rite på vinyl med mp3 download der distribueres af Labelkollektivet mens udgivelsen af cd-albummet varetages af et udenlandsk selskab.
Heresy & Rite er blevet til i samarbejde med guitaristen og produceren Jonas Munk kendt under pseudonymet Manual og som guitarist og sangskriver i psych/kraut-bandet Causa Sui, der især har bidraget med en udvidelse af lydbilledet med keyboards og støjende kollager.

Salli Lunn er heller ikke ubeskrevne blade på den danske musikscene, idet trommeslager, Line Grønbech, før har gjort sig særdeles bemærket som femme fatale i det pompøse rockorkester The Late Parade, bassisten har en fortid i Amber og forsangeren, Lasse Bertelsen, har fungeret som liveguitarist for støjpopbandet Death by Kite.

Det er med referencer og inspiration fra bands som This Heat, Unwound, King Crimson og tidlig Blonde Redhead, at Salli Lunn præsenterer en kompakt samling af sange i slutningen af april som følges op af en række koncerter.

Albummet inkluderer iøvrigt mp3-download.

Salli Lunn udgav d. 29. april 2010 deres debutalbum Heresy and Rite som vinyl og mp3-download på danske Duck on the Walk Records. Nu udgives albummet på CD i Danmark d. 19 august 2010 i samarbejde med det australske selskab Hidden Shoal Recordings, som i forvejen tæller en lang liste af indiebands mm. fra både Europa, USA og Australien.

Hidden Shoal Recordings har allerede udgivet Heresy and Rite i Europa, USA og Australien (6. juli 2010) med gode anmeldelser og airplay i bl.a. canadisk, amerikansk, italiensk og australsk radio til følge. I sammenligning med vinyludgaven har cdversionen et alternativt cover og rummer et ekstra nummer.

For at markere udgivelsen sendes 2. singlen The First Cause til fri download og Salli Lunn spiller en lille
akustisk koncert i Stereo Studio på Købmagergade, København på selve dagen.

1. singlen Parachutes Forever har været playlistet på P3 og ligger nu på en fjerdeplads på Det Elektriske
Barometers liste efter tre uger.

Heresy and Rite er produceret og mikset af Jonas Munk, kendt under pseudonymet Manual samt
som frontmand i psych/kraut-bandet Causa Sui, og sangene er mastereret af Anders Schumann (bl.a.
Oh No Ono, Decorate Decorate, Death By Kite.)

SHOCKING WHITE er et relativt nystartet band, med rødder i den århusianske undergrundsscene. Men på trods af sin korte levetid har bandet i løbet af det sidste år spillet flere koncerter i både København og Århus. Bl.a. i forbindelse med diverse festivaler (RECession, Pre-Pop Revo, A Scream in the Dark) og været opvarmningsband for navne som Times New Viking (US), Cola Freaks og Thomas Function (US).
På deres debut LP tager SHOCKING WHITE modige skridt indenfor den “farlige” basale instrumentering (trommer, guitar og bas) – en faldgrube bandet gladeligt skvatter henover – da det er et bevidst valg ikke at introducere lytterne for mere end højst nødvendigt. Der er ingen tvivl om, at keep-it-simple og old school-metoden kribler i bandet, der finder inspiration i alt fra rock, punk, grunge til new wave, pop, indie og – både af det gamle og det nye af slagsen.

Stilmæssigt spænder LP’en fra den iørefaldende poppede og strømlinede ”Promises of the 90’ies”, der handler, om alle de løfter vi gav, men som vi aldrig nåede at indfri, fordi livet gik i en anden retning – til den anarkistiske ”At the Hospital”, der med sine utallige temposkift og den indtrængende vokal får et råt, men samtidigt organisk udtryk.

Netop det, at finde ind til kernen og glæden i og ved musikken, har også været en afgørende faktor for bandets valg i at udgive albummet som vinylplade – et format de mener, giver mange flere og anderledes oplevelser en fx CD’en. og andre flygtigere formater ”En LP er anti zapperkultur” siger Jan Pedersen, forsanger og guitarist i SHOCKING WHITE og fortsætter: ”Hvis du ikke nurser og vender en LP plade, så stopper musikken. Det giver en helt unik mulighed for fordybelse i musikken. Det er den oplevelse, vi gerne vil give og dele med vores publikum – det totale nærvær.”

Silver Gleaming Sound Machine er legesygt orkester fra Århus, med rødder i elektronisk pop, progressiv rock og jazz.

Musikken spiller et sted mellem 70’ernes kosmiske krautrock, 60’ernes hårde popklange og fremtidens uhørte lyde – nemlig ”krautpop” en hjemmelavet konstruktion, der samler inspirationskilderne.

SGSM gror ud i mange retninger, men bands og kunstnere, der har inspireret, er: Harmonia, Broadcast, Brian Eno, Beach Boys og ikke mindst temaet fra ”De uheldige helte”.

All tomorrow’s garden
Silver Gleaming Sound Machines andet album: ”All tomorrow’s garden” udkom 29. maj 2009.
Mini albummet udkommer på Recording Machine Records og kan købes på Vinyl, CD og som digital download.

Albummet er som bandets første plade produceret af Emil Thomsen, Audio Visual Club (medlem af anmelderroste: Marybell Katastrophy samt Schweppenhäuser/Thomsen)

Ugens band i Sverige
Bandets første EP – Silver Gleaming Sound Machine, indeholdende fire numre udkom i juli 2008. Bandet blev herefter kåret som ugens band på det svenske digfisongs.com. I august udkom sangen: ”Drunken hearts get hung all over town” på det svenske musik magasin Grooves månedlige sampler CD og i september anmeldt i samme blad:

”et härligt bandnamn kräver låttitlar i paritet med detta, och denne Århustrio lyckas sannerligen som du ser. Dessutom smälter de saman electronica og psykedelisk rock til en lyckad och klart blänkande hybrid man bare måste älske. Kantigheten i deras material är av godo, man bliver glad av ett band som inte väljer enkleste vägen att skapa låtar” Groove

Karrierekanon 2009
Selv samme sang blev Silver Gleaming Sound Machines bidrag til P3s Karrierekanon. Bandet blev nemlig sammen med 37 andre udvalgt af et ansøgerfelt på 900.

I 2009 er bandet også blevet valgt som modtager af Sennheizer/Bandbase legatet Den Blå Boks, samt DUP/Bandbase arrangement ved SPOT 2009.

Musikvideo 2009
Silver Gleaming Sound Machine havde i maj 2009 release på en musikvideo til sangen ”Don’t believe in towns, no”. Videoen har haft release i kunstbiografen Øst for Paradis, samt via Bandbase.dk som breakede videoen online. Musikvideoen er lavet i samarbejde med aspirerende filmfolk fra Super8.

Silver Gleaming Sound Machine er:

- Sarah Gram (Sang, Roland SH2000, Casio CT202)
– Rasmus Dyring (Guitar, Micro Korg, Sang)
– Søren Graae Rasmussen (Trommer, Sampler, Drumtraks, Sang, Korg MS10)
– Mads Haugaard (Bas)

Web:
www.sgsm.dk
www.myspace.com/SilverGleamingSoundMachine

Man kan kalde Singvogels musik for en art forstads-rock’n’roll, ikke mindst med forsangeren og guitaristen Andreas Hansns tekster in mente. Her kredses der flere steder om en art warped forstadsverden, hvor det velkendte og det mærkværdige, konformiteten og det kitschede, smelter sammen. Skal termen ‘forstadstråd’ (som gruppen selv hæfter på det, den laver) i mere substantiel forstand appliceres på Singvogel, må ‘provinsialismen’ dog forstås i den bedst tænkelige forstand (hvis noget sådant da er muligt!): Her er ‘ubekymretheden’ i forhold til omverdenen ikke lig med en konservativ lukkethed, men snarere et udtryk for, at der vitterligt er noget særligt i drikkevandet på disse breddegrader. Hvorfor da tage til storbyen?

Doktors Dosis er – når man ser bort fra forgænger-orkestret Vildenskys to plader fra 90’erne – Singvogels første album på egne ben. På de to foregående, Hotellet Brænder og Apparatets Skygge, stod digteren Peter Laugesen i forgrunden med sin fremragende pessimistiske, tungetalende zen-lyrik. Om end Laugesens poetiske messen og Singvogels kontrollerede vildskab var et af de mest vellykkede ægteskaber mellem poesi og rockmusik, undertegnede har lagt ører til – forhåbentligt er denne konstellation da heller ikke lagt på hylden for bestandigt – beviser Singvogel på Doktors Dosis, at de sagtens kan selv. Både med og uden Laugesen er Singvogel et af de mest særegne orkestre her til lands. Kombinationen af Hansns heftige, distortede guitarspil, Lotte Maxilds klarinet og ikke mindst Jens Balders trækbasun danner et ret unikt lydbillede, der trækker på alt fra punk til visemusik og filmmusik á la Morricone.

Man kan kalde Singvogels musik for en art forstads-rock’n’roll, ikke mindst med forsangeren og guitaristen Andreas Hansens tekster in mente. Her kredses der flere steder om en art warped forstadsverden, hvor det velkendte og det mærkværdige, konformiteten og det kitschede, smelter sammen. Doktors Dosis er – når man ser bort fra forgænger-orkestret Vildenskys to plader fra 90’erne – Singvogels første album på egne ben. På de to foregående, Hotellet Brænder og Apparatets Skygge, stod digteren Peter Laugesen i forgrunden med sin fremragende pessimistiske, tungetalende zen-lyrik. Både med og uden Laugesen er Singvogel et af de mest særegne orkestre her til lands. Kombinationen af Hansens heftige, distortede guitarspil, Lotte Maxilds klarinet og ikke mindst Jens Balders trækbasun danner et ret unikt lydbillede, der trækker på alt fra punk til visemusik og filmmusik á la Morricone.

Så er der nyt fra Singvogel i beatopstilling, altså uden poeten Peter Laugesen, men i stedet med
landets måske ringeste sanger, A. Hansn ved mikrofonen.

Musikken er stadig hvad gruppen selv kalder svampet forstadstråd og forvokset børnerock, altså beat med et ben i hver af de tre vigtigste stilarter: punk, psykedelia og kabaretmusik. Optaget af Troels Bech (Sort Sol, Poets, Olesen/Olesen etc.) under Gellerups beton og mixet i hans eget studie Mir.
Ti numre; fra hektisk til svampet, med masser af kværnende riffs og raslende rytmer, provinsvoodoostil.

Mange af numrene i simplest mulig form; ét riff – én-akkord , men selvfølgelig også middle of the road numre, med omkvæd, soloer og runde hjørner.
Teksterne befinder sig atter på den sært monstrøse side af forstæderne; vrantne, rastløse, baxende med
gloserne i titler som Rastløs, Manden der Begyndte at Gø, Fantomsmerter og Disneyexorcist.
– Kort sagt alt i alt: Singvogels mest gennemførte ROCKplade.

SINGVOGEL er:
Andreas Hansn: vokal, guitar, CS-5, xylofon
Lotte Maxild: Bb-, fuzz- og basklarinet, kor
Jørgen Holm: trommer, sampler, lidt kor

Skammens vogns debut fra maj 2007, Skammens vogn, blev i Politiken bekrevet som “ubeskrivelig musik”, og forsangeren fra Choir of Young Believers, Jannis, der på Soundvenue udråbte albummet til et af årets tre bedste sagde, at her var et originalt band der gjorde tingene helt på deres egen måde. På opfølgeren, Bilerne kører, kører Skammens vogn stadig langt fra main-stream, men det ihærdige forsøg på at rocke, groove og fortælle så fremadrettet og kontant som overhovedet muligt som kendetegnede 1’eren er intakt.

Skammens vogn består af tre barndomsvenner: Oliver Hoiness (guitarist i Kira Skov-band, ejer af pladeselskabet Lolita Industri), Jakob Millung (bassist og co-producer i Moi Caprice) og endelig den autodidakte autoharpenist, sanger og sangskriver Nikolaj Zeuthen. I orkesteret spiller man på intrumenterne uden unødig forsigtighed og kig til siden, og der lægges i produktionerne vægt på det interessante, på stemningen og på de historier der formidles i sangene.

Musikalsk og arrangements-mæssigt har Skammens vogn taget lidt tykkere tøj på i forhold til 1’eren i form af mere udviklede kompositioner og flere regulære sange med omkvæd og vers, men stadig er det ofte improvisationer og næsten udelukkende first-takes der danner rygraden på pladens tracks sammen med en beskidt rytmeboks-programmering som afficionados vil kende fra elektrorockduoen Joy L (Hoiness og Millung). Stilmæssigt og i instrumenteringen er der inspirationer fra lofi mellemøstlig og afrikansk musik, mens der i sangskrivningen også klinger en dansk poprock-tradition (Kim Larsen, Anne Linnet, Gnags). Vestfra har orkestre som Jonathan Richman and The Modern Lovers, Pavement og Silver Jews nok også haft en vis inspirativ kraft. Mere end et percussion-spor har der været plads til på mange af sangene. Og lidt hip(trip?)hop, lidt uforfalsket bodega-rul og en klassisk komposition kan man også finde.

Tekstmæssigt har Skammens vogn næsten helt forladt det barndommens univers som blev undersøgt på debuten. Nu handler det oftere om helt igennem voksne emner såsom psykolog-besøg, kærlighed mellem mand og kvinde, socialt samvær og håb! Maskulin identitet i et moderne samfund kan måske gøre det ud for en rød tråd, men den vigtigste intention er som det hele tiden har været i Skammens vogn at fortælle nogle måske lidt alvorlige historier på en uhøjtidelig og ligefrem måde.

Siden debuten har Skammens vogn spillet på en hestevogn, til et bordtennisarrangement, i Københavns kanal, på tv-tv, i Den 11. time, på Roskilde festival, i Judson Memorial Church, New York, live på radiostationen WFMU i New Jersey, på et tag i Queens og et utal af andre steder. Til efteråret spiller bandet bl.a. på festivalen Nye Rødder.

Skammens vogns debut blev anmeldt i
Information: ”...tre legesyge og alment genkendeligt ramponerede sjæle. Og de er godt selskab.”
Undertoner (5 af 6 U’er): ”...legende musik med både glimt i øjet, klokkespil og brølende instrumentalitet… et friskt pust på den dansksprogede musikscene”
Geiger: ...den stærkeste og mest originale tekstside, jeg har oplevet på nogen dansk plade siden måske Under Byens seneste opus…”

Skammens vogns debut fra maj 2007, Skammens vogn, blev i Politiken bekrevet som “ubeskrivelig musik”, og forsangeren fra Choir of Young Believers, Jannis, der på Soundvenue udråbte albummet til et af årets tre bedste sagde, at her var et originalt band der gjorde tingene helt på deres egen måde. På opfølgeren, Bilerne kører, kører Skammens vogn stadig langt fra main-stream, men det ihærdige forsøg på at rocke, groove og fortælle så fremadrettet og kontant som overhovedet muligt som kendetegnede 1’eren er intakt.

Skammens vogn består af tre barndomsvenner: Oliver Hoiness (guitarist i Kira Skov-band, ejer af pladeselskabet Lolita Industri), Jakob Millung (bassist og co-producer i Moi Caprice) og endelig den autodidakte autoharpenist, sanger og sangskriver Nikolaj Zeuthen. I orkesteret spiller man på intrumenterne uden unødig forsigtighed og kig til siden, og der lægges i produktionerne vægt på det interessante, på stemningen og på de historier der formidles i sangene.

Musikalsk og arrangements-mæssigt har Skammens vogn taget lidt tykkere tøj på i forhold til 1’eren i form af mere udviklede kompositioner og flere regulære sange med omkvæd og vers, men stadig er det ofte improvisationer og næsten udelukkende first-takes der danner rygraden på pladens tracks sammen med en beskidt rytmeboks-programmering som afficionados vil kende fra elektrorockduoen Joy L (Hoiness og Millung). Stilmæssigt og i instrumenteringen er der inspirationer fra lofi mellemøstlig og afrikansk musik, mens der i sangskrivningen også klinger en dansk poprock-tradition (Kim Larsen, Anne Linnet, Gnags). Vestfra har orkestre som Jonathan Richman and The Modern Lovers, Pavement og Silver Jews nok også haft en vis inspirativ kraft. Mere end et percussion-spor har der været plads til på mange af sangene. Og lidt hip(trip?)hop, lidt uforfalsket bodega-rul og en klassisk komposition kan man også finde.

Tekstmæssigt har Skammens vogn næsten helt forladt det barndommens univers som blev undersøgt på debuten. Nu handler det oftere om helt igennem voksne emner såsom psykolog-besøg, kærlighed mellem mand og kvinde, socialt samvær og håb! Maskulin identitet i et moderne samfund kan måske gøre det ud for en rød tråd, men den vigtigste intention er som det hele tiden har været i Skammens vogn at fortælle nogle måske lidt alvorlige historier på en uhøjtidelig og ligefrem måde.

Siden debuten har Skammens vogn spillet på en hestevogn, til et bordtennisarrangement, i Københavns kanal, på tv-tv, i Den 11. time, på Roskilde festival, i Judson Memorial Church, New York, live på radiostationen WFMU i New Jersey, på et tag i Queens og et utal af andre steder. Til efteråret spiller bandet bl.a. på festivalen Nye Rødder.

Skammens vogns debut blev anmeldt i
Information: ”...tre legesyge og alment genkendeligt ramponerede sjæle. Og de er godt selskab.”
Undertoner (5 af 6 U’er): ”...legende musik med både glimt i øjet, klokkespil og brølende instrumentalitet… et friskt pust på den dansksprogede musikscene”
Geiger: ...den stærkeste og mest originale tekstside, jeg har oplevet på nogen dansk plade siden måske Under Byens seneste opus…”