DVP

Sæt kalenderen tilbage til 1998. Den originale Århus V hip hop gruppe, Alzheimer Klinikken, var netop opløst, og L.O.C., Rescue og U$O ledte efter en ny sammenhæng at lave musik i. Kort efter introducerede U$O de andre for hans homie N.I.S. (NiggernISlæden), og B.A.N.G.E.R.S. var samlet!
2 år senere gik medlemmerne igen hver til sit, men ikke uden at have sat et varigt præg på den danske hip hop scene.

B.A.N.G.E.R.S. lagde ud med at indspille 4 numre: ”Århus Er Min”, “Rutinen”, “VIP” og et remix VIP. De blev udgivet på “VIP EP’en” af Rescue Records, kun på vinyl.

Artist website

Mandag den 10. september 2007 udkom genudgivelsen af Beat Around The Bush’s (eller som de bedre huskes som: Kongehuset) første plade “Kun 1 Smule Pr. Vers – og lidt til” på gaden – og selvfølgelig i rigtig hip hop ånd på vinyl. Alle sporene er blevet re-masteret så lyden har fået et nøk opad.

Spacey guitars, kinky beats, groovy bass lines, and catchy vocals with attitude… this is what Beat Me up Baby is all about. The two creative minds behind the project (justin & alex) have already explored various territories of the electronica scene with their earlier, well-acclaimed projects such as Puddu Varano and 3eme Sexe.Geeza etc .

The new single “Pull the Trigger on my Gun” including the brilliant b-side “Here comes the Sheriff” released 13 March 2007 as a 12’’ vinyl.

BliGlad bragede gennem lydmuren i Danmark med deres debutalbum ‘Kærlighed Til Folket’ tilbage i 2006, og fulgte i år op med endnu en omgang velspillet reggae-baseret kærlighed direkte fra Århus. Og det er i forbindelse med denne seneste album-udgivelse at musikkollektivet nu sideløbende har lavet denne specielle ep, hvor de fortolker deres egne numre – men med orglet i fokus – og det er der kommet en utroligt unik og svingende 10-tommer ud af. Som bandet skriver på bagsiden: “Denne lille plade er indspillet nede i stuen med digital optager-dims, bagefter er der klippet lidt i det og så er noget af det kørt igennem space-echoen.” Dans for satan!

(Fra Gaffa): Musikalsk integritet og internationalt format – lige i ansigtet

Der er masser af musikalsk integritet på debutalbummet fra Booty Cologne, der tæller danske hiphopentusiaster som Tue Track, Abdullah S., Stunn Gunn og den svenske rapper ADL. Projektet har længe simret og er udviklet gennem en række koncerter, gruppen har spillet i løbet af de seneste år. Nu manifesterer dette rytmiske sammenrend sig så i albummet 2007 B.C, der heldigvis ikke lyder ligesom flertallet af danske rap- og hiphopudgivelser. Lyden burde kunne begå sig internationalt: beatet er skarpt, og synth-fladerne skærer sig gennem lydbilledet. Udtrykket er mørkt og electro-inspireret, men også funky og energisk. Det vokalmæssige flow er generelt rigtig godt og varieret. Ud over ADL og Abdullah S. er der indslag fra bl.a. canadiske WIO-K, dancehall-dronningen Natasja og den svenske kvindelige rapper Mapei. Hun er noget af et scoop. Åbningsnummeret slår den hårde tone an med en prikkende synth og et simpelt budskab: Shake Wut Ya Mama Gave Ya! . Heldigvis står sådanne hiphop-klichéer ikke i kø på 2007 B.C, som indtil videre må kandidere til årets danske hiphopalbum.

Since Darrell Slim & the K-Hooch released their self-titled debut LP in 2005 they have managed to impress a small, but growing, group of devoted listeners. The band has just launched their second release, an EP titled “It’s getting colder/Ambush from the rear”. The EP features four tracks, each of which explore their own respective universe of sound and represent four different eras of the bands recordings. “A fools laceration” – Brand new recording “Lam Blight” – David Essex cover, the bands only digital recording “Lucifer” – Remake of “Butcher’s for Lucy” from the debut LP “Vermin” – Recorded in 2003, one of the bands first recordings “It’s getting colder/Ambush from the rear” is available in a limited press of 500 copies. Each of these is unique since the cover art is entirely hand-made using only string, color and coffee.

Kvalitetsopsamling med cremen af danske electronica producere – indeholder bl.a. Kiloton, Dub Tractor, Badun, Acustic, Karsten Pflum, Rumpistol, Batch Totem, Sofus Forsberg, Bichi & Savery, Manual, Mikkel Metal, Rasmus Møbius, FrequentlyAsked, Contradition Boys.

(Fra Gaffa): H.C.Andersen i en eventyrlig gendigtning. Simply the best.

Midt i en hysterisk mediestorm over et ligegyldigt tv-shows underskud i H.C. Andersen-året og manglen på vægtige markeringer dukker Nikolaj Nørlund op som en kunstnerisk frelser. Andersens Drømme er et fuldgyldigt og nutidigt bidrag til H.C. Andersens digtning, der tager afsæt i Andersens egen kunst. En række nutidige digtere har skrevet teksterne inspireret af de drømme, som H.C. Andersen skrev ned livet igennem. Nikolaj Nørlund har så sammensat et større orkester, produceret og arrangeret, og skrevet de fleste af kompositionerne. Resultatet er først og fremmest blevet sangtekster af uhørt høj kvalitet, der ikke er bange for at føre Andersen ind i en nutidig ramme. Og sammen med en eventyrlig musikalsk iscenesættelse er de enkelte sange en gave til sangsolisterne.

De danske kunstnere med et par svenske afstikkere virker også begejstrede i deres sangfortolkninger, hvor ingen decideret falder igennem. Her er oplægget ganske enkelt for godt. Man kan selvfølgelig altid diskutere castingen, men vi kommer vidt omkring i sangfortolkningens kunst på Andersens Drømme. Mikael Simpson er herligt sødmefuld i sin fortolkning, mens Teitur lyder forrygende krukket med sin svage accent. Claus Hempler leverer varen til en modig komposition med inspiration fra tysk schlagermusik. Ej heller at glemme svenske Cecilia Nordlunds vidunderlige svenske vokal, og man kan forsætte. Et fantastisk vellykket projekt. Nikolaj Nørlund er simply the best.

This is the kind of dirty, unbalanced rock’n’roll I need in this world of hacks…”
NME February 2007

David Fricke / Rolling Stone
”-like Franz Ferdinand but much closer to a first-album Strokes with Mercury Rev’s Jonathan Donahue yelping at the helm.”

On March 7, 2006, The Control Group will welcome Figurines through US customs. Female security guards double-take passport photos of the band, but x-ray monitors scan bits of Pavement, drops of early Built To Spill, an open Modest Mouse container, a couple Strokes, and a vial of Neil Young’s frantic youth. “Skeleton” turns momentum on high. As Danish press raves, three music videos from the record are uploading new listeners faster than the single “The Wonder” can reinstate the group back to #1 on Danish National Radio. Which it did. It might be a secret to some, but Figurines are one of the most hard working Danish indie bands at the moment. Look for them on tour in the US this year.

Centralt for bandet står stadig sanger og sangskriver Jacob Bellens, med sin særprægede og enestående vokal, der rummer både stor dybde og en fin skrøbelighed.

Første singlen ”Spinning The Cause” som P3 allerede nu spiller meget, er endnu et glimrende bevis på bandets melodiske overskud og fremragende samspil. Således mestrer de stadig den melankolske og mørke side af indierocken, men samtidig gives der løfter om lyse tider og nyfundet optimisme.

Og allerede nu tegner det til at et af landets fornemmeste bands her på tredje album, for alvor står overfor sit gennembrud.

Trackliste:
CABARET
PERMANENT VACATION
THE BLACKSMITH
ACE IN THE HOLE
POLKADOTS
SPINNING FOR THE CAUSE
WAKING UP THE BROTHERHOOD
BEGGARS AND BANGERS
TALK ABOUT THE TREADMILL
WEDDING SONG

The mysterious DVP release by Jesus. For the connaisseurs…

(Fra Gaffa): Junkyard Productions tager med gruppens anden cd endnu et spændende step udi dubbens snørklede og trænge korridorer

I 2006 brød danske Junkyard Productions gennem lydmuren med debutalbummet My Yard Is A Junkyard, der vandt øjeblikkelig international anerkendelse. Singlerne Sister Let Him Go og Grateful fik massiv airplay på DR P3 og på den franske Radio Nova og deres dubbede musikalske udtryk åbnede døre for et innovativt samarbejde med All Saints (UK), Mykal Rose (JAM) og Enur feat. Natasja (DK) blandt andre.

Hvor lyden på forgængeren var lidt mere forudsigelig og kantet, eksperimenterer teamet på den nye Colour Me en anelse mere og tager dermed lytteren med på en ny rejse, hvor musikalske genrer som old-school jamaicansk dub møder engelsk dubstep/steppers tilsat et strejf af dancehall og soulfuld jazz. Det jazzede bør i særdeleshed tilskrives gruppens sangerinde Ena Egelund, hvorimod dancehall-ingredienserne tilsættes ved dj Pops Jabus hæse ragga. Den umage duo krydser hinanden på halvdelen af cd’ens 10 skæringer og gør sig bedst i det imponerende åbningsnummer Keep It Coming samt cd’ens titelnummer, hvorimod resten af vokalnumrene synes at falde igennem. På de mere eller mindre rene dubnumre Roots Love, Dub Around The Coner, Spacedub og Gold Rush Dub leverer Junkyard dub i verdensklasse med klare aner til Jamaicas foundation dubscene anno 1975 og trækker lige så klare præferencer til topproducere som Lee Scratch Perry og Joe Gibbs og til sidstnævntes sublime African Dub-serie fra sen-70’erne. Placeringen af den tunge bas og de lyse melodika-toner forrest i lydbilledet samt de besnærende percussions er indbegrebet af old-school dub og dér, hvor Junkyard virkelig formår at sætte sig igennem.

A beautiful gatefold vinyl re-release of this classic album.

One Year From Now Its My Birthday is a stunning collection of songs
recorded in various bedrooms and rehearsal studios around Copenhagen.
Recorded in weeks, mixed and remixed over months,
the 10 songs covering a half decade in the life of Jacob Bellens and his young allies.

Bandet, der oprindeligt kommer fra Aalborg og forstæder, blev dannet i 2003 af Malthe Fischer, Kristian Olsen, Aske Zidore og Kristoffer Rom, og efter udgivelsen af deres EP “Now You Know: Oh No Ono” i marts 2005, vandt de Rock Nord Prisen på 25.000 kroner, og bassist Nis Svoldgård kom med i bandet. De spiller en blanding af 80’er disko, new wave og power pop, men mener selv ikke, at ville binde sig til en bestemt genre. De vil have deres frihed som kunstner og kunne spille lige hvad de har lyst til, uden at træde uden for én hvis genre. Oh No Ono har i 2006 gjort sig meget positivt bemærket på den danske musikscene, blandt andet ved at de har været “Ugens Uundgåelige” på P3 med nummeret “Keeping Warm In A Cold Country”. De har blandt andet også vundet P3Guld prisen for “bedste gennembrud” og en Gaffa-award for “bedste gennembrud”.

Soundvenue skrev:
“I Oh No Onos verden er der en egen logisk sammenhæng. Bandet har en sublim kontrol over kollektive virkemidler, og der er intet påtaget eller forceret over ‘Yes’. Albummet kommer ikke sjældent nær det særegne og viser et band med personlighed og eventyrlyst som de absolutte styrkesider. Og skal der indvendes noget mod denne samling effektfulde sange må det netop være, at ‘Yes’ er lettere at elske for sin fantasi, særlighed og insisteren på at nedsparke genrebåse, end for sange, der går lige i hjertekulen.”

Peter Laugesen og Singvogels nye udspil hedder Apparatets skygge. Den åbenlyse annotation af vejen, er det i grunden en ganske passende titel, da der i denne ombæring veksles endnu mere mellem de konventionelle og de elektroniske instrumenter end på det forrige udspil. Andreas Hansens vokal, som sporadisk blev vævet ind i på forrige plade, har nu helt taget bagsædet, og bliver kun brugt som backing på enkelte numre. I det hele taget virker det som om, man har valgt at fokusere på orkestrets to største forcer: Den musikalske alsidighed og Laugesens lyrik.

Louis Armstrong var Povl Dissings første rigtige forbillede. Alene derfor er det interessant at lytte sig ind i danskerens fortolkning af det univers, som amerikaneren udødeliggjorde. Lad det være sagt med det samme: Povl Dissing indlever sig med største snilde og selvfølgelighed i standards som On The Sunny Side Of The Street, St. Louis Blues og Do You Know What It Means To Miss New Orleans?

(fra Gaffa): Ikke helt ufortjent betragtes Nikolaj Nørlund som indierockens danske fader tilbage fra hans første orkester Trains And Boats And Planes. Sideløbende med hans senere karriere som dansksproget sanger og sangskriver har han dyrket denne lidenskab i det engelsksprogede Rhonda Harris. Here’s The Rhonda Harris er bandets 5. album siden 1995, og er så absolut det mest velstøbte. Der er helt eminente sange på albummet, der holder et imponerende højt bundniveau.
Melodierne er på en gang fysiske og vægtløse i hænderne på The Rhonda Harris, som byder på overdrevent godt trommespil fra Jakob Høyer og klare klange fra tidens mest aktive og begavede guitarist Rune Kjeldsen. Med denne backing har Nikolaj Nørlunds melodier det let, men de løfter sig heldigvis yderligere, og den kropslige rock bumper blidt over skyerne. Nikolaj Nørlund synger drømmende og vovet, så ruderne dugger kraftigt i den fantastiske Hot September, og bandet rammer elegant den store sang i On Time. Den gamle kan så sandelig sit kram.

Man kan kalde Singvogels musik for en art forstads-rock’n’roll, ikke mindst med forsangeren og guitaristen Andreas Hansns tekster in mente. Her kredses der flere steder om en art warped forstadsverden, hvor det velkendte og det mærkværdige, konformiteten og det kitschede, smelter sammen. Skal termen ‘forstadstråd’ (som gruppen selv hæfter på det, den laver) i mere substantiel forstand appliceres på Singvogel, må ‘provinsialismen’ dog forstås i den bedst tænkelige forstand (hvis noget sådant da er muligt!): Her er ‘ubekymretheden’ i forhold til omverdenen ikke lig med en konservativ lukkethed, men snarere et udtryk for, at der vitterligt er noget særligt i drikkevandet på disse breddegrader. Hvorfor da tage til storbyen?

Doktors Dosis er – når man ser bort fra forgænger-orkestret Vildenskys to plader fra 90’erne – Singvogels første album på egne ben. På de to foregående, Hotellet Brænder og Apparatets Skygge, stod digteren Peter Laugesen i forgrunden med sin fremragende pessimistiske, tungetalende zen-lyrik. Om end Laugesens poetiske messen og Singvogels kontrollerede vildskab var et af de mest vellykkede ægteskaber mellem poesi og rockmusik, undertegnede har lagt ører til – forhåbentligt er denne konstellation da heller ikke lagt på hylden for bestandigt – beviser Singvogel på Doktors Dosis, at de sagtens kan selv. Både med og uden Laugesen er Singvogel et af de mest særegne orkestre her til lands. Kombinationen af Hansns heftige, distortede guitarspil, Lotte Maxilds klarinet og ikke mindst Jens Balders trækbasun danner et ret unikt lydbillede, der trækker på alt fra punk til visemusik og filmmusik á la Morricone.

Man kan kalde Singvogels musik for en art forstads-rock’n’roll, ikke mindst med forsangeren og guitaristen Andreas Hansens tekster in mente. Her kredses der flere steder om en art warped forstadsverden, hvor det velkendte og det mærkværdige, konformiteten og det kitschede, smelter sammen. Doktors Dosis er – når man ser bort fra forgænger-orkestret Vildenskys to plader fra 90’erne – Singvogels første album på egne ben. På de to foregående, Hotellet Brænder og Apparatets Skygge, stod digteren Peter Laugesen i forgrunden med sin fremragende pessimistiske, tungetalende zen-lyrik. Både med og uden Laugesen er Singvogel et af de mest særegne orkestre her til lands. Kombinationen af Hansens heftige, distortede guitarspil, Lotte Maxilds klarinet og ikke mindst Jens Balders trækbasun danner et ret unikt lydbillede, der trækker på alt fra punk til visemusik og filmmusik á la Morricone.

Når man hører Action Painting, der markerer ophævelsen af Speaker Bite Mes seks år lange udgivelsespause, er det tydeligt, at bandet har haft fingrene i den musikhistoriske kagedåse. De første gennemlytninger fungerer derfor som en sej udgave af Hit med sangen, hvor man i højere grad forsøger at placere de forskellige sangcitater i sit mentale historieleksikon end at koncentrere sig om musikken. Det kommer heldigvis, når man har fået styr på de indre indekskort, og så viser kvartettens femte album sig at være en fornem opvisning i ambitiøs leg.

Støjrocken er på Action Painting skiftet ud med skæv avantgarde-pop, som man kan danse eftertænksomt til. “Fistful of Air” åbner den gråtonede fest med en fængende basgang, der midtvejs mødes af blæserresonans, og selvom Signe Højrup Willie-Jørgensen opfordrer lytteren til stoppe op, så er det overordentligt svært at sidde stille. Den dystre pop fortsætter i den fremragende “Crazy Horse”, der skizofrent blander citater fra Kate Bush’ “Running Up That Hill (A Deal With God)”, Gloria Gaynors disco-klassiker “I Will Survive” og Napoleon XIVs vanvittige chokhit “They’re Coming to Take Me Away, Ha-Haaa!” Dette potpourri af excentricitet, kitsch og vanvid viser fint, hvilket eklektisk spændingsfelt Speaker Bite Me har kastet sig ud i på Action Painting, og ”Crazy Horse” deles op i snigende paranoia og forvrængede guitarhyl.

Den hypnotiske “Belle de Boskoop” er en fantastisk syndefaldsfortælling med moderigtige æbler og burde spille Speaker Bite Me direkte til tops på de alternative hitlister. Der er svedig liderlighed over de skæve, sydlandske toner, og sangen lyder som en lofi-udgave af The Knife tilsat The Neptunes’ sans for den sexede, underspillede popsang.

Overraskelser er her nok af, f.eks. den betagende “War Is Over”, der står som Eva Brauns fortabte kærlighedssang og sidste suk i førerbunkeren. Lige så alternativt er det kantede cover af Pete Seegers “Where Have All the Flowers Gone?”, der bliver noget så sjældent som en funky antikrigssang med håndklap, knasende trommer og hakkende guitarriffs.

Debutalbummet Kyst præsenterede en lyd så organisk, at Under Byen nødvendigvis måtte være undfanget af træerne eller i hvert fald have fået en stump dna-streng forærende af naturen. På efterfølgeren Det er mig der holder træerne sammen fik universet et delvist elektronisk præg, ligesom den tolv minutter lange “Om vinteren” pegede mod en slags slæbende slowmotion-postrock. Samme stof som stof fortsætter udviklingsstrømmene og jagten på det særegne udtryk, som indfanges og nuanceres om og om igen i en uophørlig kreativ cyklus.

Ikke et sekunds betænkningstid gives der, inden man hvirvles ind i ukendte landskaber. “Pilot” viser en hidtil ukendt side af det århusianske musikkollektiv, hvor trommer og bas brummer dybt og længe og giver en uventet, men forfriskende lydmæssig mavepuster. Støjen bringer en bastant tyngdekraft ind i universet, og hvor det før var blød skovbund, er det nu nærmere granit, der danses på. Henriette Sennenvaldts vokal er dog stadigvæk himmelsøgende, og dynamikken mellem det letsvævende og tunge giver en fornem gennemslagskraft.

Eksperimenterne fortsætter på “Den her sang handler om at få det bedste ud af det”, som viser en kompleksitet, der overgår alt, hvad Under Byen tidligere har sendt ud. Den dystre tekst om en misbrugt pige er mere ligefrem end de ordspind, som Sennenvaldt ellers væver sammen, og står glasklart til den skrøbelige melodi, der i begyndelsen nærmest lister på tæer. Under Byen formår her at illustrere teksten musikalsk, hvilket også betyder, at vokalen kan holde følelserne nogenlunde i kort snor og lade musikken bygge sig langsomt op for slutteligt at løbe af med raseriet, mens der apokalyptisk synges “Byer der styrter i grus | børn der ikke vågner igen.” Det er tæt på perfektion,.

Med en særegen blanding af mantralignende rockstrømninger tilsat folk og klassiske elementer har bandet fat i den lange ende, når personlige bånd skal knyttes, hvilket gør debuten Kyst til en opsigtsvækkende oplevelse. Kunstnerisk arbejder gruppen sig hen mod en treenighed, den unikke tilgang til det musikalske, de poetiske tekster og de dragende stemninger. Især stemningerne er voldsomt insisterende, på én gang smukke og fnuglette og på samme tid urovækkende. Ja, nærmest faretruende som på åbneren Sejler, der med tekstlinjen ‘Brusende bølgende hav / Stormfulde sitrende sejl /Længselsfuld syndefuld stævn / Lukket og underfuld favn’ glimrende forener mørkets kræfter med noget dunkende begærligt. I pianisten Katrine Stockholm har bandet en tekstforfatter, der gang på gang træder i karakter med nogle poetiske tekster, der aldrig virker søgte eller sødladne. Og de kan ikke forvaltes bedre end de bliver af den karismatiske sanger Henriette Sennevaldt, som nok minder en del om Björk i sine fraseringer, men alligevel løsriver sig ved aldrig at lyde anstrengt som sin islandske kollega. Lyt blot på den uendeligt smukke Gå Ind I Lyset, hvor et regnvejrs dryppende piano og en nervepirrende violin sagte åbner for himlens sluser. Under Byen begiver sig på Kyst ud i det store åbne rum, hvor sfæriske og alfeagtige stemninger forfører på den mest overbevisende måde, uden at der på noget tidspunkt bliver for højt til himlens loft.

Under Byen spillede til DRs Radiohuset Rocker i 2007 en koncert, hvor RadioUnderholdningsOrkestret blev inviteret med på 5 numre, og det er disse 5 numre, som nu bliver udgivet. At man først nu har fundet på at parre Under Byens musik med et klassisk orkester kan virke besynderligt, for bandets lyd kan på mange måder i forvejen lede tankerne mere hen imod klassisk end egentligt rytmisk musik. Kombinationen med RadioUnderholdningsOrkestret er dog en stærk hybrid, hvor sidstnævntes mangfoldige lydbillede bruges til at lægge en skiftevis dramatisk og skrøbelig, og alt i alt virkelig flot baggrund, som Under Byens finurlige lydprojekter så kan lægge sig ovenpå.

1 Syrelægens Natmad
2 Fuglekiggersangen
3 Grauballe!!
4 When Entering the Abyss
5 Udflugt
6 Husk Vesuv
7 Ingen Еrsag
8 Forventningens Glæder
9 Sted
10 Mеgen Letter
11 Søvngænger
12 Ø Fuglen
13 B. Larsens Naturlige Død
14 Bademæster
15 Havefest

Vincent Van Go Go er et sublimt liveband – så hvorfor ikke udnytte dette?
Efter tre ugers udmattende turné i sydstaterne sluttende “hjemme” i Los Angeles, går Vincent Van Go Go i studiet en sen aften i West Hollywood. I producerstolen sidder grundlæggeren af Quango – bandets US-label – Bruno Guez. Efter et par halvsløve “takes” fra et dagen-derpå-band, fylder Bruno studiet op med PEOPLE, og straks vågner de fem unge mænd op til dåd! Også denne aften bliver en fest – ikke på scenen, dansegulvet eller i baren, men i et indspilningstudie foran et oplagt publikum.
Det går op for Vincent Van Go Go, hvor vigtig en rolle deres publikum har, og det bliver taget til grundig efterretning under planlægningen af deres 2. album.
PEOPLE er indspillet på 8 dage i Thomas Troelsen’s Delta Lab foran et levende publikum der danser, fester og larmer med.

“Nerven opstår mellem os og publikum – det er jo fuldstændig hul i hovedet at tro, at det forholder sig anderledes, bare fordi man er i studiet”

Allerede før udgivelsen af debutalbummet i Danmark, bliver Vincent Van Go Go kontaktet af Bruno Guez. Han har hørt Vincent Van Go Go på den parisiske radiostation, Radio Nova, som flittigt spiller den første single fra det danske band. Det kick-starter et amerikansk/canadisk eventyr bestående af 4 turnéer der dækker det meste af USA og Canada. Heriblandt opvarmning for manden bag ordet “reggae” – det jamaicanske ikon, Toots and The Maytals. Det bliver til utallige koncerter i Los Angeles og omegn, Vancouver og Toronto i Canada og en turné fra øst – til vestkyst i de amerikanske sydstater.
Størstedelen af sangene på PEOPLE er skrevet på turnéer i USA, Canada, Brasilien, Frankrig og Skandinavien.

Vincent Van Go Go vil gerne se på livet fra en positiv vinkel, selvom det er fyldt med svære forhindringer. Det musikalske udtryk er tilsvarende positivt med en håbefuld legende og ærlig tilgang til emner som kærlighed, lykkejagt, politik og identitetskrise.
“Festlige og fjollede” var flere danske mediers betegnelse af Vincent Van Go Go efter udgivelsen af debutpladen.

“Det er bestemt ikke en selvvalgt rolle. I et land som Danmark, bliver man let proppet i en form for fjollekasse, hvis man dyrker et mere udadvendt og positivt udtryk”.

PEOPLE handler om PEOPLE. Vigtigheden i at rejse ud og møde dem i alle mulige former og afskygninger. PEOPLE handler om at søge sin egen sti, ved at spejle sig i alle de folk man møder.